Et alternativ til den nye tømningsordning

Mange husejere har kontaktet det lokale slamsugerfirma for at høre om det er muligt fremover at bestille tømning, og det er det faktisk

Et alternativ til den nye tømningsordning Klaus Mourits Nielsen, indehaver af Klaus Kloakservice, tilbyder tømning af spildevandstanke, også efter at en ny leverandør overtager opgaven hos Kalundborg Forsyning. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Klaus Kloakservice er klar med et alternativ til den nye tømningsordning som træder i kraft d. 1. marts 2022 hos Kalundborg Forsyning.

I 14 år har det lokale firma Klaus Kloakservice tømt spildevandstanke i hele Kalundborg kommune på kontrakt for Kalundborg Forsyning, men nu er det slut. En ny leverandør, FKSSlamson, er valgt efter at opgaven har været i udbud.

Men mange husejere har kontaktet det lokale slamsugerfirma for at høre om det er muligt fremover at bestille tømning, og det er det faktisk.

”Rigtigt mange har kontaktet mig for at høre om vi kan løse opgaven, og det kan vi sagtens, endda til konkurrencedygtige priser i forhold til de prisstigninger som Kalundborg Forsyning har meldt ud, og vi kan jo lige så godt prøve at holde opgaverne lokalt,” fortæller Klaus Mourits Nielsen, indehaver af Klaus Kloakservice, og fortsætter,

"Faktisk er der flere af dem som har kontaktet os der lægger vægt på at arbejdet udføres af et lokalt firma."

Klaus Mourits Nielsen oplyser, at der er omkring 3000 tømninger af lukkede opsamlingstanke om året og håber, at han fremover kan få del i de opgaver.

”Vi har registreret hjemmesiden www.toemning.nu og herfra vil man kunne bestille og betale tømning af sin tank, på samme måde som når man handler i en webshop,” fortæller Klaus Mourits Nielsen.

Det er kun tømning af samletanke hvor husejeren selv kan bestemme leverandør. Hver tømning skal i forvejen bestilles, så kunden ringer til den leverandør eller forsyning som skal udføre opgaven, oplyser Klaus Mourits Nielsen

Del