Erhvervspolitisk vælgermøde i Kalundborg sætter fokus på vækst og fremtid

Mødet bliver en aften med skarpe holdninger, idéer og dialog, hvor erhvervslivet får mulighed for at møde de lokale kandidater og drøfte vigtige temaer for kommunens udvikling.

Erhvervspolitisk vælgermøde i Kalundborg sætter fokus på vækst og fremtid
Lokale virksomheder og politikere mødes til debat om rammerne for erhvervslivet i Kalundborg Kommune. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Lokale virksomheder og politikere mødes til debat om rammerne for erhvervslivet i Kalundborg Kommune. Jakob Ellemann-Jensen, vicedirektør i Dansk Erhverv deltager blandt andet.

Hvordan skaber vi de bedste vilkår for virksomheder, medarbejdere og bosætning i Kalundborg Kommune? Det spørgsmål er i centrum, når Dansk Erhverv, Kalundborgegnens Erhvervsråd, Sydbank og BDO inviterer til erhvervspolitisk vælgermøde onsdag den 5. november kl. 17–19 hos Carto A/S – Toyota Kalundborg, hvor bl.a. Jakob Ellemann-Jensen, vicedirektør i Dansk Erhverv deltager.

En aften med debat og perspektiv

Mødet bliver en aften med skarpe holdninger, idéer og dialog, hvor erhvervslivet får mulighed for at møde de lokale kandidater og drøfte vigtige temaer for kommunens udvikling.

I en tid med hård konkurrence om både arbejdskraft, investeringer og talent, kræver det politisk mod, tydelige prioriteringer og ambitiøse løsninger, hvis Kalundborg fortsat skal være et attraktivt sted at drive virksomhed – og et godt sted at bo og leve.

Erhverv, bosætning og livskvalitet hænger sammen

Debatten vil ikke kun handle om erhvervsvilkår, men også om bosætning, livskvalitet og byens tiltrækningskraft.
For i dag vælger mange mennesker at slå sig ned dér, hvor både arbejdsliv og privatliv kan udfolde sig i balance – og det stiller krav til kommunen om at skabe gode rammer for begge dele.

Direkte dialog med kandidaterne

Er du erhvervsdrivende i Kalundborg Kommune, får du på vælgermødet en unik mulighed for at dele dine synspunkter direkte med kandidaterne og sætte fokus på emner som:

  • Adgang til kvalificeret arbejdskraft
  • Rammerne for vækst og investering
  • Byens oplevelses- og bosætningsmiljø
  • Samarbejdet mellem erhvervsliv og kommune

Mød bl.a.

  • Martin Damm, Venstre
  • Helle Laursen Petersen, Liberal Alliance
  • Tina Beck-Nilsson, Socialdemokratiet
  • Thomas Malthesen Hiorth, Socialistisk Folkeparti
  • Jesper Wienmann Hansen, Det Konservative Folkeparti
  • Henriette Ergemann, Frit Borgerligt Fællesskab
  • Marc Perera Christensen, underdirektør, Dansk Erhverv
  • Jakob Ellemann-Jensen, vicedirektør, Dansk Erhverv

Som deltager får du:

  • Indblik i de politiske visioner for Kalundborgs erhvervsudvikling
  • Mulighed for at stille spørgsmål og dele dine perspektiver
  • Netværk med erhvervsledere, politikere og beslutningstagere
  • Forplejning undervejs

Del