Erhvervspolitikken i Kalundborg var til debat

Mødet blev afholdt mellem maskiner, jern og rør hos smedevirksomheden HRS på Langagervej i Kalundborg.

Erhvervspolitikken i Kalundborg var til debat
Erhvervsfolk debaterede erhvervspolitik med kandidater til den kommende folketingsvalg. Mødet blev afholdt hos smedevirksomheden HRS i Kalundborg. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Kalundborgegnens Erhvervsråd inviterede mandag aften til erhvervspolitisk dialogmøde med en række folketingskandidater.

12 af de i alt 14 opstillingsberettigede partier til den kommende folketingsvalg var mandag aften mødt op til politisk debat med erhvervslivet i Kalundborg.

Det var Kalundborgegnens Erhvervsråd som havde inviteret medlemmer og politikere til politiske debatmøde. Mødet blev afholdt mellem maskiner, jern og rør hos smedevirksomheden HRS på Langagervej i Kalundborg.

”Vi har kaldt det for et erhvervspolitisk dialogmøde, og det har vi gjort fordi vi rigtigt gerne vil have, at det skal handle om erhvervspolitikken og så håber vi på en reel dialog,” sagde erhvervschef Jens Lerager i sin velkomst og fortsatte,

”Kalundborg er lidt noget særligt når det kommer til erhvervsområdet, vi kigger ind i en fremtid hvor virksomhederne her står overfor at skulle investere omkring 25 mia. kr. indenfor de næste 5-7 år, og hvor man andre steder i landet ser ind i en nedgang, så ser det noget anderledes ud her i Kalundborg, her bliver tryk på de næste mange år. Derfor kommer vi til at mangle hænder, vi vil gerne have flere uddannelser til provinsen og så bruger vi meget tid på at snakke infrastruktur.”

Efter velkomst fra erhvervschefen startede en klassisk præsentationsrunde, hvor kandidaterne fik lov at præsentere sig selv og sine mærkesager inden for erhvervslivet, og her var det netop infrastruktur som var det emne politikerne tog op.

Blå blok og Rasmus Horn Langhoff, (S) var meget enige om, at Kalundborgmotorvejen skal gøres færdig hurtigst muligt og, at der derefter skal arbejdes på en tværmotorvej fra Kalundborg over Slagelse til Næstved.

Derimod mente resten af rød blok, at pengene måske i stedet skulle bruges til mere offentlig transport, og at området ikke kun skal plastres til med motorveje.

Politikerne snakkede også om flere uddannelser til området, måske en læreruddannelse til Holbæk eller Slagelse blev nævnt, og andre emner som blev vendt på mødet, var unges mistrivsel, miljø og sundhedsvæsen.

Efter præsentationsrunden og spørgsmål fra tilhørerne fortsatte debatten ved runde borde, hvor der var mulighed for at gå mere i dybden med spørgsmål til politikerne.

Efter debatmødet blev der budt på stegt flæsk med persillesovs, og om det var den politiske debat eller det stegte flæsk som trak de mange tilhørere til, skal være usagt.

Følgende kandidater deltog i dialogen tirsdag aften:

Jacob Jensen, Venstre - Kim Malmberg Hansen, Dansk Folkeparti - Lars-Christian Brask, Liberal Alliance - Rasmus Horn Langhoff, Socialdemokratiet - Christine Lundgaard, Enhedslisten - Helle Laursen Petersen, Konservative - Peter Skaarup, Danmarks Demokraterne - Jasmin Kaur, Frie Grønne - Jeppe Trolle, Radikale Venstre - Gitte Terp Henriksen, Socialistisk Folkeparte - Henriette Ergemann, Nye Borgerlige - Jan Carlsen, Moderaterne

Del