Erhvervslivet skal have mere fokus på kultur
Kultur bliver også et af de fokusområder som erhvervsrådet kommer til at tage fat på. Det kom frem på erhvervsrådets velbesøgte generalforsamling i Ubby Forsamlingshus tirsdag aften.

Af Jens Nielsen
Kultur bliver et af de nye fokusområder i Kalundborgegnens Erhvervsråd, det kom frem på foreningens generalforsamling tirsdag aften, hvor også den nye erhvervschef Lene Bach Jørler mødte medlemmerne for første gang.
Bestyrelsen i Kalundborgegnens Erhvervsråd har arbejdet med fem indsatsområder i det sidste år, nemlig Rekruttering, Infrastruktur, Bymidteudvikling, Uddannelse og Medlemspleje, og sådan vil det også blive fremover, men kultur bliver også et af de fokusområder som erhvervsrådet kommer til at tage fat på. Det kom frem på erhvervsrådets velbesøgte generalforsamling i Ubby Forsamlingshus tirsdag aften.
”Med alt det der sker i Kalundborg i øjeblikket, så er der et nyt ord som popper op ud over erhvervsrådets fokusområder, og det hedder kultur, for vi kan ikke blive større og større og ikke sørge for, at det er fedt at være i Kalundborg Kommune,” sagde bestyrelsesformand Charlotte Balslev i bestyrelsens beretning.
En fælles opgave
Det er bare 14 dage siden at Lene Bach Jørler er tiltrådt som ny erhvervschef for Kalundborgegnens Erhvervsråd. Hun kommer med mange års erfaring i bagagen som chefkonsulent hos Business Fredericia.
”Det er noget af en vækstrejse som Kalundborg er i gang med og den vil jeg rigtigt gerne være med til, nu glæder jeg mig bare til at komme i ’maskinrummet’ og få lov til at gøre en forskel,” sagde den nye erhvervschef, som for første gang mødte en stor del af erhvervsrådets medlemmer.
Kulturen ligger også Lene Bach Jørler meget på sinde og i sin tale til medlemmerne af erhvervsrådets sagde hun,
”Vi mangler fællesskabet, det har aldrig været mere vigtigt end at mennesker møder mennesker. Vi lever i en tid med krig og elendighed, så vi skal finde ud af at mødes, også gennem kulturen. Kalundborg har ikke et superligafodboldhold, heller ikke et håndboldhold på topplan eller et stort teater. Det jeg hører jer sige er, at I mangler et sted at mødes, og det er jo det som sporten og kulturen kan, nemlig at samle folk, og det skal vi være lydhøre for. Vi kan ikke lige fikse et superligahold i morgen, men det er en fælles opgave at løfte kulturlivet, og det er ikke noget som kommer af sig selv. Det hjælper ikke at kommunen bare lukker op for en ny stor pulje, for det er ikke det som gør det, der skal arbejdes stratetisk med kulturen i fællesskab, så byd ind hvis i har gode ideer.”
Rekruttering er et vigtigt fokusområde
Selvom alle erhvervsrådets fem fokusområder er vigtige, så er rekruttering, i alle afskygninger, nok den vigtigste af dem alle. Der mangler kvalificeret arbejdskraft i hele landet og især på Kalundborgegnen, derfor fortsætter erhvervsrådets arbejde, sammen med uddannelsesinstitutioner og virksomheder.
Infrastruktur fylder også meget for erhvervsrådets bestyrelse og medarbejdere. Der arbejdes bl.a. for at fremme den tværgående motorvej, rute 22 fra Kalundborg til Næstved.
I arbejdet med Bymidteudvikling er der et tæt samarbejde med Gørlev Erhverv, Høng Erhvervsforening og Vores Kalundborg.
Efter generalforsamlingen var Lykke Friis, direktør for Tænketanken Europa, inviteret for at give hendes bud på situationen i Europa, og det blev et meget interessant indlæg med fokus på krigen i Ukraine.