Erhvervsfolk fik en status på ’rigets tilstand’

Emner som Kattegatforbindelse og tilstanden på kommunens landeveje blev diskuteret på mødet.

Erhvervsfolk fik en status på ’rigets tilstand’
Næsten 40 erhvervsfolk hørte borgmester Martin Damm fortælle om 'rigets tilstand'. Privatfoto

Af Jens Nielsen

Knapt 40 erhvervsfolk fra Gørlev og Høng havde sat borgmester Martin Damm (V) stævne onsdag aften for at få en status på ’rigets tilstand’.

Gørlev Erhvervsforening havde onsdag aften inviteret medlemmerne fra Høng Erhvervsforening og borgmester Martin Damm til et møde på Reersø Kro.

Aftenens dagsorden var ’rigets tilstand’, hvordan står det til i Kalundborg Kommune, og det er borgmesteren nok den bedste til at svare på.

”Martin Damm fortalte bl.a. om hvordan kommunens pengekasse fungerer, men også om de udvidelser som kommunen har planlagt, bl.a. svømmehal i Gørlev og et springcenter i Høng, det var der en god lang snak omkring,” fortæller Steffen Olsen, formand for Gørlev Erhvervsforening, og fortsætter,

”Derefter bød medlemmerne ind med flere emner, bl.a. tilstanden på de små landeveje, som de efterhånden store landbrugsmaskiner har svært ved at færdes på, men vi fik også en snak om en eventuel Kattegatforbindelse, et emne som der er mange holdninger til, men enighed om, at Røsnæs skal bevares som den er.”

På mødet var der også en snak om, at der, trods krisen, stadigvæk sælges byggegrunde i både Kalundborg, Gørlev og i Høng.

”Jeg har efterfølgende fået henvendelser fra flere af vores medlemmer som synes det var en fantastisk aften,” fortæller Steffen Olsen.

God tilslutning til foreningens arrangementer

Gørlev Erhvervsforening oplever, at de omkring 70 medlemmer støtter rigtigt godt op om foreningens arrangementer, bl.a. er der blevet indført et morgenmøde den sidste torsdag i hver måned, næste gang er d. 24. november, hvor man mødes på Det lille Apotek i Gørlev, hvor 3F Kalundborg vil fortælle om hvordan ukrainsk arbejdskraft håndteres.

”Der er efterhånden en rigtig god opbakning til vores erhvervsforening, vi arrangerer to aftener for medlemmerne, en om foråret og en om efteråret hvor der er et større emne på programmet, så afholder vi vores generalforsamling og så mødes vi til netværksmøder den sidste torsdag i måneden fra kl. 8-9, det er med til at give et godt sammenhold,” fortæller Steffen Olsen.

Del