Erhvervschef takker af

Lene har i de sidste par år været en markant profil for Erhvervsrådet, der kom til byen med den fornyelse og nytænkning et fremtidigt erhvervsliv efterspørger.

Erhvervschef takker af
Det er godt to år siden, at Lene Bach Jørler blev ansat som ny erhvervschef i Kalundborgegnens Erhvervsråd, men nu har hun sagt sit job op. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Det har i et stykke tid været et ønske for erhvervschef Lene Bach Jørler, jobmæssigt at komme nærmere sin bopæl i Odense, hvor børn og børnebørn også har sin gang. En daglig transporttid på over 3 timer og den øgede trafikmængde på Rute 22, tager en stor del af den dyrebare fritid. 

Det er godt to år siden, at Lene Bach Jørler blev ansat som ny erhvervschef i Kalundborgegnens Erhvervsråd, men nu har hun sagt sit job op og erhvervsrådets bestyrelse skal finde en ny profil som kan overtage jobbet som erhvervschef.

Lene har i de sidste par år været en markant profil for Erhvervsrådet, der kom til byen med den fornyelse og nytænkning et fremtidigt erhvervsliv efterspørger. Mange projekter, netværk og tiltag er eksekveret eller i støbeskeen til Lenes efterkommer.

Det er i fuld enighed med Kalundborgegnens Erhvervsråds bestyrelse, at Lene vælger at give stafetten videre. Lene fortsætter indtil hendes afløser er fundet eller indtil nye udfordringer falder Lenes vej – hvad som måtte indtræffe først. Lenes fokus vil indtil fratrædelsen være, at sikrer opgaverne bliver overdraget til nye samt nuværende medarbejdere og den repræsentative rolle vil overgå til formand Michael Rasmussen samt næstformand Per Junge. Erhvervsrådet har allerede lukket to rekrutteringer med to nye stærke medarbejdere.

”Vi kan kun give Lene de bedste ord med på vejen, Lene vil blive savnet af en stor del af vores medlemmer for hendes engagement og indlevelse i det at drive erhverv i en vækstkommune som Kalundborg – og med de udfordringer det giver” udtaler Michael Skovgaard Rasmussen, formand for Kalundborgegnens Erhvervsråd.

Lene har sammen med erhvervsrådets dygtige medarbejdere transformeret erhvervsrådet med bl.a. nye faglige netværk og etablering af et nyt Dialogforum, hvis rolle er at skabe bedre dialog mellem Kalundborg Kommune og Kalundborgegnens mange virksomheder.

Pas nu godt på erhvervsrådet, der er fortsat nok at tage fat på

I de næste par måneder vil det nye formandskab i Kalundborgegnens Erhvervsråd (formand Michael Skovgaard Rasmussen og Per Junge) sammen med Lene sikre en god overlevering af opgaverne, så man sikrer at de nye medarbejdere får en god start i Erhvervsrådet.

”Selvom det naturligvis er med en vis vemod, er vi glade for at Lene vil overdrage stafetten til en ny – med de mindst mulige gener for erhvervslivet, vi kommer til at savne Lene”, afslutter næstformand Per Junge.

Del