Er klar til stort rykind i påsken

Selv om der stadigvæk kan være lidt frost om natten så er det forår og påsken plejer at være lig med arbejde i haven, også selv om påsken falder tidligt i år.

Er klar til stort rykind i påsken
Mangler man lige en ny krukke til forårsblomsterne så har Havecentret lige nu et godt tilbud, 3 for 2, hvor kunden får tre krukker og betaler for de to dyreste. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Vejrudsigten lover rigtigt fint havevejr hele påsken, derfor er Havecentret på Stejlhøj i Kalundborg helt klar med masser af planter, blomster og gode råd.

Selv om der stadigvæk kan være lidt frost om natten så er det forår og påsken plejer at være lig med arbejde i haven, også selv om påsken falder tidligt i år og hos Havecentret i Kalundborg er hylderne fyldt med flotte primula, løgplanter, hornvioler og stedmoderblomster, klar til det helt store rykind.

”Nu venter vi egentligt bare på, at det bliver lidt varmere og kunderne får nogle fridage,” fortæller Rasmus Jensen, som sammen med Vilhelm Rosendal, ejer Havecentret i Kalundborg, og fortsætter,

”Det betyder ikke så meget, at påsken falder så tidligt i år, for vejret er jo med os, så vi regner med at der bliver rigtigt travlt i påsken.”

Ifølge Rasmus Jensen er det et perfekt tidspunkt til havearbejde, ”Det er meget ideelt at plante lige nu, der er masser af vand i jorden, og hvis solen skinner, så er det perfekt havevejr. Det er nu der skal forårsblomster i krukkerne og altankasserne og alt det som skal forspire i vindueskarmen og drivhuse. Det er også nu, det er tid til at lægge de første kartofler i jorden," fortæller han.

Påsken kan også bruges til at plante hæk, buske og træer, og her har Havecentret også et stort udvalg.

Havecentret har åbent dagligt fra kl. 9-17.30 og alle lørdage, søndage og helligdage fra kl. 9-16

Del