Er klar til at offentliggøre Helhedsplan for Raklev idræts- og Kulturcenter

Den helhedsplan, der foreligger, vil koste 100 millioner kroner. Røsnæshallen/RGI har sat gang i at afsøge hvilke finansieringskilder der vil oplagte at indgå samarbejde med

Er klar til at offentliggøre Helhedsplan for Raklev idræts- og Kulturcenter
Foto: Keingart arkitekterne

Af Jens Nielsen

Raklev Gymnastik- og Idrætsforening (RGI) er nu klar til at offentliggøre Helhedsplan for Raklev Idræts- og Kulturcenter. Det foregår onsdag d. 11. juni.

Tilbage i januar måned løftede RGI planerne om et helt nyt idræts- og kulturcenter i Raklev som skal være et generationssamlingssted for alle, der vil dyrke idræt, være i bevægelse og være en del af fællesskaberne. En plan som der er blevet arbejdet med i flere år.

Siden har der været indkaldt til flere workshops hvor alle interesserede i projektet er kommet med ideer og løsningsforslag.

Det er Keingart arkitekterne som er valgt som arkitekt og rådgiver for det ambitiøse projekt, fordi virksomheden har mangeårige specialisering i byggeri til idræt og bevægelse med spændende og innovative løsninger.

Nu er Keingart arkitekterne så klar til at vise planerne frem, derfor inviterer RGI til offentliggørelse af Helhedsplan for Raklev Idræts- og Kulturcenter. Det foregår onsdag d. 11. juni kl. 17-20 i Røsnæshallen.

RGI er en forening, der er vokset støt gennem mange år – med de nuværende ca. 1400 medlemmer er faciliteterne og rammerne for længst blevet for små og utidssvarende. RGI vil have medlemmerne hjem! – for at kunne dyrke sin idræt i RGI-regi benytter medlemmerne 6 forskellige lokationer – det har en pris.

”RGI har kæmpe ambitioner for fremtiden, ikke kun lokalt men for by og kommune. Vi vil forme fremtidens fællesskaber” udtaler Formand Esben Hansen og fortsætter, ”RGI vil være en forening der aktivt arbejder for bosætning, trygge børne- og ungdomsmiljøer, fællesskaber på tværs af generationer”.

Kalundborg Kommune er i en buldrende udvikling. Kraner, byggepladser og bilkøer er synlige tegn og der er et enormt behov for arbejdskraft.

”RGI vil sammen med erhvervslivet være medskaber af nye partnerskaber hvor medarbejderpleje, arbejdskraft, lærlinge og fritidsjob helt naturligt skal spille sammen og være en del af et samarbejde”, siger Esben Hansen og fortsætter, ”Rammer og faciliteter skal være i orden, også indenfor fritidslivet. Vi tror på at børn, unge får en stærk ballast i livet med trygge fællesskaber gennem foreningslivet og selvfølgelig sammen med alle generationer - det skal prioriteres”.

Den helhedsplan, der foreligger, vil koste 100 millioner kroner. Røsnæshallen/RGI har sat gang i at afsøge hvilke finansieringskilder der vil oplagte at indgå samarbejde med og kan ikke på nuværende tidspunkt fremlægge konkrete kilder til finansieringen, men fonde, kommune, andre aktører og egen finansiering er den naturlige vej at gå. 

Det bliver en festdag, skriver RGI, derfor trækker det stærke hold fra Sønderjyden i grill udstyret og vi åbner hallen for børnene.

Program for 11. juni kl. 17 – 20

- Velkomst v/ Formand for RGI, Esben Hansen

- Keingart v/Flemming Overgaard afslører helhedsplanen

- Sønderjyden byder på kartoffelsalat, grill/kogte pølser, drikkelse til store og små

- Spørgetime, Flemming og Esben

- Tak for i aften

Tilmelding kan ske ved at sende en SMS til 4068 1270 inden den 9. juni kl. 12, husk at skrive antal voksne og børn.

Del