Entreprenør kåret som Årets Håndværker i kategorien Kloakmester

Entreprenør Erik Frederiksen ApS har fire gange været nomineret til finalen og i år gik han hele vejen og vandt den eftertragtede titel.

Entreprenør kåret som Årets Håndværker i kategorien Kloakmester Entreprenør Erik Frederiksen ApS, Kalundborg, vandt titlen som 'Årets Håndværker 2022' i kategorien Kloakmester (0-4 ansatte). Privatfoto

Af Jens Nielsen

Det er en glad Erik Frederiksen fra Kalundborg, der fredag aften blev kåret som Årets Håndværker i kategorien  Kloakmester (0-4 ansatte) i Cirkusbygningen i København. Det er anmeldelser på anmeld-haandvaerker.dk der danner grundlaget for hvilke håndværkere der nomineres og kåres som vindere.

Det årlige awardshow Årets Håndværker, en smiley ordning for håndværkere, blev fredag aften afviklet for 11. gang.  Det var endnu engang Cirkusbygningen der dannede rammen for festlighederne, hvor de bedste håndværkere konkurrerer om de eftertragtede titler som Årets Håndværker i deres respektive fagkategorier. 

 

Entreprenør Erik Frederiksen ApS har fire gange været nomineret til finalen og i år gik han hele vejen og vandt den eftertragtede titel som Årets Håndværker i kategorien Kloakmester (0-4 ansatte).

”Det er helt vildt, jeg er selvfølgelig utrolig glad og stolt, det er et kæmpe skulderklap til vores virksomhed. Jeg er taknemmelig for mine gode kunder, der har taget sig tid til at anmelde mit arbejde,” fortæller Erik Frederiksen. 

Entreprenør Erik Frederiksen ApS har rigtigt mange kunder som har givet topkarakteren 5, og i gennemsnit har Kalundborgvirksomheden opnået karakteren 4,9 blandt samtlige 100 besvarelser.

Del