Endnu en pris til Dyrehøj Vingård
Til Prisen ’Radiomasten’, som blev uddelt af Kalundborgegnens Erhvervsråd i samarbejde med Destination Sjælland, var der tre nominerede, Dyrehøj Vingaard, Istidsruten og Kalundborg Rocker.
Af Jens Nielsen
Kalundborgegnens Erhvervsråd inviterede fredag til Award Show 2022, hvor nogle af de dygtigste virksomheder på Kalundborgegnen blev hyldet med fem forskellige erhvervspriser. Dyrehøj Vingård på Røsnæs fik prisen ’Radiomasten’, og det er langt fra første gang at vingården modtager en pris.
Til Kalundborgegnens Erhvervsråds Award Show 2022 på Den Gamle Sukkerfabrik i Gørlev, blev uddelt fem erhvervspriser til fem driftige virksomheder, som i det seneste år har udmærket sig på hver sin vis inden for en række forskellige områder.
Til Prisen ’Radiomasten’, som blev uddelt af Kalundborgegnens Erhvervsråd i samarbejde med Destination Sjælland, var der tre nominerede, Dyrehøj Vingaard, Istidsruten og Kalundborg Rocker.
"Prisen Radiomasten er en pris som Kalundborgegnens Erhvervsråd uddeler i samarbejde med Destination Sjælland, som sætter spot på nogle af de virksomheder som gennem ihærdig og vellykket indsats ønsker at skabe oplevelser i hele Kalundborg Kommune. Med prisen ønsker vi at give et signal til omverden om, at Kalundborgegnen virkeligt byder på noget ekstraordinært,” sagde bestyrelsesformand i erhvervsrådet Charlotte Balslev, da hun præsenterede de tre nominerede til prisen.
Vinder af prisen ’Radiomasten’ blev Dyrehøj Vingård på Røsnæs, som tidligere har vundet priser for deres vine og senest vandt Danske Rejsejournalisters Havfrueprisen 2022 for sine nyskabende bidrag til dansk turisme.
I indstillingen til 'Radiomasten' står der:
”Dyrehøj Vingård har skabt det sublime og enestående af den bare jord. De har suget lyset og næringen fra Røsnæs skråninger til sig, omdannet det til enestående smagsoplevelser og sendt beskeden rundt i hele verden. Vingården har ikke alene skabt et inspirerende og enestående miljø omkring deres egen produktion, de har faktisk også været katalysator og et omdrejningspunkt for hele oplevelsesuniverset.”
På vegne af Dyrehøj Vingård modtog Betina Newberry ’Radiomasten’ prisen.
”Tak på vegne af hele holdet, vi har jo kæmpet hårdt med stor opbakning fra rigtigt mange af jer som er her i aften og så forventer jeg at se jer alle sammen på vingården i vinland i løbet af sommeren til et glas vin,” sagde Betina Newberry i sin tale til deltagerne i Award Showet.
De øvrige vindere af priserne til Award Showet er, eller bliver præsenteret på TV-Kalundborg.