En velfortjent pension og en helt ny rolle

Restaurant Gisseløre var næsten fyldt til sidste plads fredag eftermiddag da BDO Kalundborg sagde farvel til Inge Linkamp, som går på en velfortjent pension, og samtidig fejrede, at Kia Witthøfft nu overtager rollen som kontorstedsansvarlig.

En velfortjent pension og en helt ny rolle
Kia Witthøfft og Inge Linkamp ved receptionen fredag eftermiddag. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Inge Linkamp går nu på en velfortjent pension fra sit job som registreret revisor hos BDO i Kalundborg. Samtidig bliver det et goddag til Kia Witthøfft i en ny rolle. Det blev fejret ved en velbesøgt reception fredag eftermiddag.

Restaurant Gisseløre var næsten fyldt til sidste plads fredag eftermiddag da BDO Kalundborg sagde farvel til Inge Linkamp, som går på en velfortjent pension, og samtidig fejrede, at Kia Witthøfft nu overtager rollen som kontorstedsansvarlig.

Inge Linkamp startede sit arbejdsliv i 1975 hvor hun kom lære som revisorassistent. Så fulgte 10 år i en revisionsvirksomhed i Holbæk, herefter omkring 10 år som regnskabschef i en produktionsvirksomhed i Jyderup.

”Vi mødtes i skovbørnehaven i maj måned for at hente vores børn. Du var i en produktionsvirksomhed, og det kom til at gavne dig rigtigt meget, da du ved hvad der foregår på den anden side i forhold til os teoretiske revisorer, men du havde fået den ide, at du ville starte din egen revisionsvirksomhed, men så sagde jeg, det kan da godt være, men det bliver sammen med mig og jeg er i gang. Så startede der en spændende rejse og det er nu 23 år siden,” sagde Peter Westergaard, Senior Partner, registreret revisor, BDO Kalundborg, i sin tale til Inge Linkamp.

Med Inge Linkamps farvel til BDO Kalundborg sker der lidt ændringer i organisationen på kontoret på Banegårdspladsen.

I slutningen af 2020 bestod Kia Witthøfft eksamen som Statsautoriseret Revisor, og siden har hun fået mere ansvar og er i dag partner hos BDO Kalundborg.

”I 2009 kom en ung beskeden og håbefuld kvinde ind og sagde, at hun godt kunne tænke sig at være revisor, hun kom fra Skat, så vi havde en stor reparationsperiode for at få hende tilbage i livet og det skal jeg da lige love for at hun gjorde. Hun har taget alle eksamener uden at dumpe og hun blev færdig som statsautoriseret revisor i efteråret 2020, der er kun 15% der består, deriblandt Kia og nu får hun nøglerne som kontorstedsansvarlig og jeg glæder mig til at kunne trække mig lidt i baggrunden,” sagde Peter Westergaard i sin tale til Kia Witthøfft.

Inge Linkamp havde stor ros til de medarbejdere som har været omkring hende de sidste 23 år og glæder sig nu til en ny tilværelse som pensionist.

Kia Witthøfft er godt klar over, at det bliver store sko der skal fyldes ud efter Inge Linkamp men hun er klar til at gøre sit bedste for såvel medarbejdere som kunder og den rejse er hun helt klar på.

Del