En udfordrende weekend venter
Glad Sport fra Kalundborg er klar til at kæmpe om vigtige point både på Korsika og i Sønderjylland
Af Jens Nielsen
Udfordringerne står i kø for Glad Sport fra Kalundborg i den kommende weekend. Uanset om det gælder Jacob Madsen/Line Nedergaard på Korsika eller Kenneth Madsen/Mette Felthaus i Sønderjylland.
”Dette her bliver en ordentlig mundfuld – det er jeg ikke i tvivl om. Vi har ikke noget imod en ordentlig udfordring, og det er bare at gå på med krum hals.” Sådan lyder det fra Jacob Madsen fra Glad Sport forud for weekendens Rallye Terre d’Aléria, der finder sted på Korsika.
”De fleste forbinder rally på Korsika med fede asfaltveje, men det bliver et utraditionelt rally på Korsika, for det hele foregår på grus. Jeg er ikke i tvivl om, at det bliver nogle fede veje, vi skal køre på.”
Jacob Madsens og Line Nedergaards forberedelser er anderledes end i de to første afdelinger af den franske Stellantis Cup. Noterne er nemlig udarbejdet på forhånd. På baggrund af videooptagelser.
”Vi må kun køre prøverne igennem en enkelt gang lige inden løbet starter, og det skal vi gøre i vores rallybil,” fortæller Line Nedergaard. ”Arrangørerne har sendt os videooptagelser, og ud fra dem virker det lidt vildt. Vi har udformet vores noter, og så må vi tilpasse dem på den ene gennemkørsel, som vi får.”
Holdets Peugeot 208 Rallye4 har i de seneste uger gennemgået en række modifikationer på rallyværkstedet i Kalundborg. Den har fået længere støddæmpere, højere grushjul og mindre bremser.
”Bremserne bliver ikke så belastede som på asfalt, fordi du ikke har samme greb på gruset,” forklarer Jacob Maden, mens Line Nedergaard tilføjer: ”Vi har haft en test med bilen i grusgraven i Gammelrand, hvor vi tydeligt kunne mærke, at den har fået en anden undervogn. Den drejer ikke på samme måde, og den er anderledes under nedbremsningerne.”
En speciel plads i Kenneth Madsens hjerte
I det sønderjyske deltager det andet hold fra Glad Sport, Kenneth Madsen/Mette Felthaus i deres Citroën C3 Rally2. Holdet glæder sig til de udfordringer, som venter i Rally Sønderjylland, der har base i Aabenraa. Løbet tæller som er anden runde i Dansk Super Rally.
”Vejene i området plejer at dreje og hoppe, og så er der tradition for mange blinde sving,” siger Kenneth Madsen. ”Græsset i vejkanterne er højt på denne tid af året, og afgrøderne på markederne er også skudt i vejret, så det bliver et rally, hvor jeg virkelig skal høre efter, hvad Mette siger.”
Rally Sønderjylland har en speciel plads i Kenneth Madsens hjerte.
”Tilbage i 2015 vandt jeg løbet og tog min første generelle sejr i et DM-rally,” siger han.