En tur ud i det blå

På Nyvangsparken i Kalundborg begyndte mandagen lidt anderledes end vanligt.

En tur ud i det blå Mandag formiddag var Havnedæksparkerne forbi Nyvangsparken i Kalundborg. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Mandag formiddag var Havnedæksparkerne igen forbi et plejecenter i kommunen – denne gang var det hos Kompetencecenter For Demens Nyvangsparken i Kalundborg.

På Nyvangsparken i Kalundborg begyndte mandagen lidt anderledes end vanligt. Personale og beboere fik nemlig besøg af Havnedæksparkerne, der tilbød de ældre en tur ud i det blå i de mange fine veteranbiler.

Udenfor ved indgangen til Nyvangsparken sad de ældre samt personale og hyggede sig med en kop kaffe alt imens, at pølsevognen var ved at stille op, og de ældre kunne få en tur i en af de mange flotte veteranbiler, der var kommer forbi mandag formiddag.

Havnedæksparkerne har igennem mange år kigget forbi på flere plejecentre i kommunen for at give de ældre beboere en tur i de fine gamle biler.  Det var 4. gang, at de besøgte Nyvangsparken. Faktisk var det en lokal frisør, der i sin tid kom og ordnede hår på de ældre på plejecentret, der fik idéen med, at Havnedæksparkerne kunne køre en tur med de ældre beboere i veteranbilerne.

De mange interesserede i veteranbiler mødes i øvrigt hver onsdag aften i hele sommerhalvåret ved havneparken, hvor der ’sparkes dæk’ og byttes gode historier om bilerne. Derudover har de en Facebook-gruppe. Fællesskabet handler netop om interessen for veteranbiler.

Del