En lidt speciel gæst
Det lokale shippingfirma SDK har mere end travlt i disse dage. Der er nemlig kommet en lidt speciel gæst til kaj.

Af Jens Nielsen
Offshore-fartøjet Seven Oceanic anløb tidligt torsdag morgen Kalundborg Havn. Besøget i Kalundborg kommer nok til at vare en uges tid inden der sejles mod Australien.
Det lokale shippingfirma SDK har mere end travlt i disse dage. Der er nemlig kommet en lidt speciel gæst til kaj, det 157 meter lange og 27 meter bredde multifartøj Seven Oceanic anløb Kalundborg Østhavn torsdag morgen og kommer direkte fra en opgave i Nordsøen.
”Seven Oceanic ligger lige nu og får afmonteret en masse udstyr som er brugt ved det tidligere projekt i Nordsøen. Herefter sejler skibet over til NOV-kajen hvor der skal lastes fleksible rør inden turen går mod Norge for at laste mere udstyr inden kursen sættes mod Australien hvor rørene skal lægges ned på havbunden,” fortæller Peter Labuz, direktør i SDK i Kalundborg.
Peter Labuz regner med, at besøget af Seven Oceanic i Kalundborg kommer til at vare en uges tid og giver masser af opgaver til det lokale shippingfirma.
Seven Oceanic er bygget i 2011 og sejler under engelsk flag.