En sømand med skæg i røde underbukser

Og nu på sin 40-års fødselsdag sidder han ensom og forladt på Langelinie Pavillonen klos op af Den Lille Havfrue og venter på sine tre børn. Forgæves.

En sømand med skæg i røde underbukser
Niels Vandrefalks ’Årgang 1981’ vises i Kino Den Blå Engel.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Onsdag den 10. maj om eftermiddagen vises Niels Vandrefalks Årgang 1981 i Kino Den Blå Engel. Inden filmen, som er blevet beskrevet som et mesterstykke af et tidsbillede fra for godt 40 år siden, vil Niels Vandrefalk selv sige et par ord. Ligesom han vil bidrage til fortællingen i pausen.

Filmen handler om sømanden, Viggo Manfred Hansen, der er kuldsejlet i sit ægteskab med kone og tre børn. Engang for han rundt på de syv have. Tre måneder ude i den store verden og tre måneder hjemme i Danmark. Og nu på sin 40-års fødselsdag sidder han ensom og forladt på Langelinie Pavillonen klos op af Den Lille Havfrue og venter på sine tre børn. Forgæves. Alle kvinder og mænd over 60 år vil klukke, røres og genopleve kærlighedens trængsler fra den tid. Dengang kvindernes frigørelse for alvor tog fat. Og flåede op i mændenes kønsroller.

En film fra1981

”Filmen blev optaget tilbage i 1981, og det er den film, det hele handler om. Derudover vil Niels også, et stykke inde i filmen, hvor der bliver en pause, følge op og fortælle, og så ser man den sidste del af filmen,” fortæller Brian Sønder Nielsen, der ejer Kino Den Blå Engel. Han fortæller desuden, at Niels Vandrefalk henvendte sig, fordi han gerne vil fortælle sin historie igen, idet han ikke føler, at han er helt færdig med den del.

Forestillingen blev en succes, og har spillet ca. 250 gange op gennem 80-erne over det ganske land. Manden fra dengang vil være til stede. Nu som 80-årig. Uden skæg og altså med dobbelt så mange år bag de røde underbukser. Dengang hed han Niels Andersen. Han er uddannet skuespiller på Det kgl. Teater. Nu hedder han Niels Vandrefalk, og vender altså tilbage til Kalundborg under navnet Holberg Scenen. Efter 12 års sommergæstespil i Akademihaven i Sorø som Holberg Teatret.

Billetter er i salg, og kan købet i Kino Den Blå Engel eller på biografens hjemmeside www.kino-kalundborg.dk

Del