En særlig indsats for at skabe liv i bymidten

Der er igangsat en særlig indsats for at understøtte bymidterne på Kalundborgegnen

En særlig indsats for at skabe liv i bymidten Morten Hass Augustsen, ansat som projektleder på bymidteindsatsen. Foto: Kalundborgegnens Erhvervsråd

Kalundborgegnens Erhvervsråds midtbyssatsning rundede en milepæl den 1. november, der var det nemlig præcis et år siden, at der blev sat ild under gryderne og at erhvervsrådet igangsatte en særlig indsats for at understøtte bymidterne på Kalundborgegnen.

Tilbage i november 2020 var der streng lockdown og der var stor usikkerhed om hvordan det ville påvirke bymidterne, som, på det tidspunkt, nærmest var blevet sat i stå grundet Corona.

Morten Hass Augustsen var nyligt blevet ansat som projektleder på bymidteindsatsen og brugte to kasser mundbind i den første tid på at besøge så mange butikker som muligt, i Gørlev, Høng og Kalundborg, for at få en ordentlig fornemmelse for detailhandlen og bymidterne i kommunen og de mange potentialer, udfordringer og holdninger der måtte være.

Byerne i kommunen er, som så mange andre steder i Danmark, ramt af en del tomme m2 og derfor er der en opgave i at få skabt liv i de tomme lokaler.

”De levende bymidter er nemlig en vigtig brik i at gøre vores område attraktivt at bosætte sig i. Og bosætning er essentielt for, at vi også i fremtiden kan sikre, at den meget positive erhvervsudvikling der er i gang, kan fortsætte også om tre, fem og ti år. Vi ser ind i en fremtid, hvor rekruttering af arbejdskraft er den altoverskyggende begrænsende faktor for vækst i vores område” fortæller erhvervschef i Kalundborgegnens Erhvervsråd, Jens Lerager.

Hvad er sket?

Siden bymidteprojektet begyndte, har erhvervsrådet oplevet stor villighed til samarbejde, fra alle aktører.

Et godt eksempel på dette, og på at skabe liv i tomme lokaler, er SKILLS Butik Høng. En butik der har fokus på at italesætte alle de uddannelsesmuligheder man har, som ung i Danmark. Siden april i 2020 har butikken, som ligger på hovedgaden, midt i Høng by, haft besøg af en lang række uddannelsesinstitutioner, virksomheder, Forsvaret, videns trucks, foreninger og, vigtigst af alt, lokale folkeskoler, borgere og unge. Alle sammen har været med til at skabe liv på hjørnet og sætte fokus på især de faglærte uddannelser og ikke mindst det DM i Skills, som afholdes i Høng til april.

Et andet eksempel på at skabe liv i et tomt lokale kommer fra Vind-En-Butik konceptet, hvor man kunne byde ind med en god butiksidé og, hvis man var dygtig, få alt den hjælp til opstart man har brug for, som en nystartet butiksejer. I Kalundborg var der enighed blandt de mange parter, der tilbød deres hjælp og ekspertise, at Tekstur var et rigtig spændende koncept. Indehaveren og hjernen bag konceptet, Christine Søvsø, driver nu en meget flot butik, til glæde for bymidten. Idéen med vind en butik kommer erhvervsrådet helt sikkert til at genbruge i Gørlev og Høng.

Det er altid svært når man skal starte noget nyt og kaste sig ud at åbne en butik. At jeg vandt Vind-En-Butik gjorde, at mange af de første bekymringer blev løst ganske let og jeg kunne fokusere næsten 100% på mit koncept og lave præcis den butik jeg drømte om.” siger Christine Søvsø, ejer af Tekstur.

Samarbejdet med de lokale detailhandelsvirksomheder, gennem de samtaler som Morten har haft, førte også til et Inspirationskatalog I kataloget er det muligt at få inspiration og sparring til hvilke events man som bymidtevirksomhed kan benytte sig af, for at få mere aktivitet i sin virksomheder.

Inspirationskatalogets idéer blev blandt andet til virkelighed, da der blev afholdt 10 madmarkeder hen over sommeren. Et madmarked med lokale aktører, i Kalundborg, der var med til at sætte fokus på hvilke råvarer og kvalitetsvarer de lokale virksomheder kunne byde på.

Hvad skal der ske i 2022?

Samarbejde er vejen frem. Samarbejde mellem butikker, caféer, foreninger og borgere, er med til at skabe fremtidens bymidter. Dagens borgere bruger bymidterne til mere end bare at handle. For mange handler det om at få en oplevelse, at blive inspireret, finde ro osv. Den opgave kan en enkelt butik meget sjældent løfte alene. Men sammen kan vi skabe et økosystem, som løfter borgernes behov.” udtaler Jens Lerager, Erhvervschef i Kalundborgegnens Erhvervsråd.

I 2022 vil Erhvervsrådets bymidteindsats arbejde endnu mere med at skabe samarbejder på tværs af brancher og bymidter. Forhåbningen er at skabe grobund for et stærkt netværk af interessenter, som aktivt vil arbejde på at løfte bymidterne, også når projektet udløber.

Vi vil naturligvis gerne have resultater her og nu, og jeg føler også, at vi kan pege med god samvittighed på mange af vores aktiviteter og sige, at det her – det gav sgu resultater. Men som det er med de fleste store opgaver, så tager det lang tid at virkelig mærke en forandring. Derfor er det vigtigt, at vi alle forpligter os til at forsat arbejde med dette mål” fastslår Jens Lerager.

I 2022 forventer Kalundborgegnens Erhvervsråd, at endnu flere af de lokale butikker, restauranter og aktører i kommunens bymidter, vil deltage i den fælles opgave og være med til at skabe liv, vækst og synergi på tværs af butiks- og bygrænser.

Del