En morder i familien

Af journalist Sonja Husted Rasmussen

Kitta Petersen fra Kalundborg fik sig noget af en overraskelse, da hun begyndte at forske i sin slægt.

Kitta Petersens tip tip tip oldefar Thomas Bisp fra den lille by Sønderøkse ved Brovst var morder.

Han slog sin kone ihjel med rottekrudt (arsenik). For den ugerning blev han halshugget 22. juli 1822 som den sidste i Hjørring Amt. I dag er hans kranie og dele af skelettet udstillet på Vendsyssel Historiske Museum i Hjørring som en del af udstillingen Forbrydelsens ansigt, og den udstilling har Kitta Petersen, pensioneret lærer, bidraget til.

Allerede som ganske ung fik Kitta lyst til at forske i sin slægt, der på hendes mors side kom fra Brovst Sogn og sognene i nærheden.

Lad være med det, sagde hendes morfar, for så finder du både natmænd og mordere.

Kitta lod være, dengang, men da hun blev pensioneret fra jobbet som lærer på Sigrid Undset Skolen i 2010, tog hun fat, og stor var hendes overraskelse, da hun fandt frem til mordsagen, for ud over hendes morfars bemærkning, var der aldrig blevet talt om den.

En decemberdag i 2012 stødte hun på navnet Maren Justdatter, der var død i 1821, og en bemærkning om en indberetning til skifteforvalteren, gjorde hende nysgerrig, og hun søgte på hendes navn på Google. Så væltede historierne frem om mordet på hende og om hendes mand, der var den skyldige, og som blev dømt og henrettet.

Morfar havde ret

- Jeg var ved at falde ned af stolen, for så havde han jo ret, min morfar. Der var en morder i familien.

Dengang gjorde hun ikke så meget mere ved historien, for den var godt beskrevet og veldokumenteret, syntes hun. Blandt andet udgav dyrlæge Mogens Jerver i 1980 bogen Mordet i Sønderøkse. Den bog gjorde et stærkt indtryk på Kitta, for her rulles hele den ulykkelige historie op, der egentlig starter med kærlighed. 1. maj 1817 blev Ane Margrethe Christensdatter tjenestepige på Thomas Bisps gård, og han og Ane bliver forelskede i hinanden, eller som det blev udtrykt på datidens sprog: De får fortrolighed til hinanden og beslutter sig for at blive gift, når hustruen er død. Hun er nemlig svagelig, men det går åbenbart ikke hurtigt nok, for tjenestepigen siger til sin husbond, at hun har hørt sige, at hvis man giver en person rottekrudt, så dør den pågældende.

Smørrebrød med arsenik

Thomas får fat i rottekrudtet, og en morgen tilbyder han sin kone at smøre hende en mellemmad. Først smører han brødet med et lag arsenik. og for at hun ikke skal ane uråd, kommer han smør ovenpå. Hun bliver forfærdelig syg, og efter fem dage dør hun og bliver begravet – og så svirrer rygterne i det lille samfund: Der er da vist noget galt, døde Maren ikke ret pludseligt? Samtidig kunne folk næsten ikke tro, at Thomas Bisp kunne være skyldig i så grufuld en handling. Han var en anset mand på egnen og havde arbejdet sig op fra fattige kår som tjenestekarl til fæstebonde og senere gårdmand. Han havde flere tillidsposter. Præsten valgte ham som medhjælper, og han blev skole og fattigforstander.

En ond og slem vellystig pige

Men hvad med hende tjenestepigen, spurgte naboerne sig selv og hinanden, hun var flot med lyst hår og blå øjne, og hun var da vist ikke en ærbar pige. I en udtalelse fra amtsprovst Jansen står der blandt andet om Ane Margrethe: Fattig var hun som på penge så på dyd og gode sæder i den voksne alder. I en skillingsvise forfattet om hende i forbindelse med retssagen bliver hun kaldt en ond og slem vellystig pige.

Museumsdirektør Anne Dorthe Holm stiller, Vendsyssel Historiske Museum, i en artikel om Ane Margrethe i museets magasin spørgsmålet, om hun var en kynisk og beregnende kvinde eller, set med metoo-briller, om det handler om et ulige magtforhold mellem en gårdmand og hans tjenestepige, hvor pigen er taberen.

Marens søster besøgte den døende den sidste dag, hun levede, og da fortæller hun om det stykke smørrebrød, hendes mand smurte til hende. Det havde han aldrig gjort før, og straks derefter blev hun syg, fortæller hun.

Rygterne om Marens endeligt kommer myndighederne for øre.

Thomas bliver forhørt, og han tilstår straks, at han gav sin kone rottekrudt. Havde det været i dag, ville han have fået at vide, at han ikke havde pligt til at udtale sig, og så var sagen måske faldet anderledes ud, for der blev ikke ved obduktionen fundet beviser på, at Maren var blevet forgiftet. Både Thomas og tjenestepigen, der havde tilskyndet ham til udåden, bliver sat i arresten i Hjørring, og mens straffen for Thomas bliver døden, lyder dommen over tjenestepigen Ane Margrethe på tugthus på livstid.

Straffen skal afsones i Viborg Tugthus, men der går et år, før hun bliver overført fra Hjørring til Viborg. Hun er nemlig blevet gravid i arresten og bærer og føder Thomas’ barn, og man skiller ikke mor og barn det første år.

Ane Margrethe blev benådet efter 16 år. Hun fødte endnu et barn, mens hun var i Viborg, udlagt som far til barnet var fange nr. 150. Efter at hun kom på fri fod, blev hun gift med en ældre mand.

Thomas Bisp - igen

3. oktober år 1900 under noget vejarbejde fandt nogle arbejdere et skelet. Hovedet var skilt fra kroppen og et spiger var hamret gennem kraniet ned i resterne af en stage. Fundet blev gjort ikke langt fra retterstedet i Hjørring Bjerge, og det anses for overvejende sandsynligt, at det er resterne af Thomas Bisp, der blev fundet.

3 x tipoldefar på udstilling

Både kraniet og skelettet har siden befundet sig på Vendsyssel historiske Museum, hvor det flere gange er blevet udstillet, og det sker også for tiden i den aktuelle udstilling.

Kitta hørte tilfældigvis et indslag på TV Nord i august sidste år om den udstilling på museet i Hjørring, hvor historien om Thomas Bisp spillede en stor rolle.

Hun kontaktede museet og præsenterede sig som efterkommer af Thomas Bisp og at hun havde samlet materiale om ham og mordsagen. Det vakte interesse, og allerede samme aften blev hun ringet op af museumsdirektør Anne Dorthe Holm. Det blev starten på et frugtbart samarbejde.

Kitta og hendes mand Sven Petersen var med, da udstillingen Forbrydelsens ansigt åbnede 26. november sidste år, og på udstillingen kan gæsterne møde Kitta, der på en video fortæller om sin berømte/berygtede forfader. Hun har også udlånt familiebilleder til museet.

Hun har det fint med, at resterne af hendes forfader er udstillet på museet, for hun synes, det er en vigtig historie at fortælle, ikke mindst om hvordan man behandlede forbrydere dengang i et umenneskeligt retssystem.

Kærlighed, forbrydelse og straf

Kitta har brugt mange. mange timer på slægtsforskningen, og hun giver på sin hjemmeside en meget detaljeret beretning om, hvad hun har fundet.

Historien, der både handler om kærlighed, forbrydelse og straf, er selvfølgelig elementært spændende, og Kitta Petersen konstaterer, at Thomas Bisp er den mest ”berømte” person i hendes familie.

Livet på en fæstegård

Historien er imidlertid også interessant, fordi man i usædvanlig grad får et indblik i livet på en fæstegård i Sønderøkse i begyndelsen af 1800-tallet takket være de mange dokumenter i sagen.  

Begivenhederne vil også danne udgangspunkt til en roman, som Thomas Klimek, byrådsmedlem i Hjørring, har planer om at skrive. Han har været på besøg hos Kitta Petersen for at hente inspiration.

Kitta kunne også godt tænke sig i samarbejde med Vendsyssel Historiske Museum at samle alle de informationer, hun har skaffet til veje, i en bog.

Foreløbig har hun skrevet en artikel om slægtsforskning til Vendsyssel Historiske Museums flotte magasin.

Han var trist hele livet

Kitta er ikke færdig med at forske i sin slægt. Hun vil gerne finde ud af mere om Thomas Bisps børn, og hans ældste søn Thomas Thomsen, der var barn af den henrettede morder og dennes første hustru, har hun allerede forsket i, så hun kan fortælle historien om at leve videre på trods af de voldsomme begivenheder. De betød for børnene, at de gik fra at være opvokset i en ret velstående familie til at blive stødt ud i fattigdom og henvist til at blive forsørget af fattigvæsenet.

Om Thomas Thomsen hedder det, at han var trist hele livet, og der er ingen tvivl om, at den tragiske sag har hvilet tungt over familien i flere generationer.