En lørdag med gode seriøse debatter
Det har med tiden udviklet sig til det mødested, som man i sin tid ønskede, at det skulle være.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Folkemøde Kalundborg i Høng er på trapperne for niende gang, og mange ser frem til de mange forskellige debatter ved Høng Centret i næste weekend.
Formand Laila Lyng Madsen har været med alle årene siden idéen opstod i 2015. Der er over 50 stande tilmeldt til Folkemøde Kalundborg i Høng, som med tiden har udviklet sig til det mødested, som man i sin tid ønskede, at det skulle være.
“Man møder en masse mennesker og der er en virkelig god stemning. Mange foreninger får her muligheden for at være mere synlige. Det kan jo godt være svært fx at vise sin forening frem, og til folkemødet er tilgangen lettere. Så det er nok synlighed og den festlige stemning der gør, at alle måske er mere åbne og glade sådan en dag. For politikerne betyder det jo i høj grad meget at kunne møde folk ansigt til ansigt og have tid til at få snakket sammen. På folkemødet er der netop ro og tid til samtale,” fortæller formand for bestyrelsen, Laila Lyng Madsen.
De gode seriøse debatter
Der har været afholdt folkemøde i Høng siden 2015. Folkemødet er stedet med de gode seriøse debatter, som i de gode gamle dage ude i Forsamlingshusene. Folkemødet er også musik og sang og lidt at spise og drikke ligesom det er stedet, hvor mange foreninger præsenterer sig.
Emnerne til debatter til Folkemødet Kalundborg i Høng 2024 er danske landbrug, hvor man bl.a. vil diskutere CO2, de døde have, landbrugets fremtid i international konkurrence, økologi, biodiversitet. Derudover er der debat om psykiatrien, der bløder. Der vil blive debatteret om psykiatrien og unges stigende behov for behandling. Der er tale om en markant stigning de senere år.
Regeringens nyligt annoncerede ældrereform har til formål at forbedre livskvaliteten for ældre borgere i Danmark. I Kalundborg Kommune, der har en betydelig ældre befolkning, kan reformen både give optimisme og bekymring. Seniorrådet i Kalundborg har derfor arrangeret en debat om regeringens ældrereform set i et Kalundborg perspektiv.
Nationalt og lokalt
I en tid præget af usikkerhed og globale udfordringer har Folkemødet inviteret en række Udenrigsordførere fra Folketinget til en debat med overskriften "Hvad gør vi hvis Trump bliver præsident? Hvad gør vi hvis krigen kommer?" En anden vigtig debat er debatten om aktiv dødshjælp. Debatten om aktiv dødshjælp er én af de allermest skelsættende, afgørende og afslørende etiske debatter i nyere tid.
Under overskriften "Krimilitteratur, kultur og Høng" vil lokale personligheder også udforske forbindelsen mellem kriminallitteratur, bykultur og byen Høng.
Med stigende bekymring over truende oversvømmelser debatteres på Folkemødet i Høng under overskriften "Oversvømmelser truer: Hvad gør vi ved alt det vand?" Politikerne vil diskutere strategier til at imødegå de udfordringer, som den megen vand bringer med sig. Der vil også være mulighed for at drøfte, hvordan lokalsamfundet kan engagere sig og bidrage til løsningerne.
På årets Folkemøde samles lokale eksperter og aktører også for at diskutere vigtige emner relateret til børns og unges trivsel samt betydningen af tidlig indsats. Der vil også blive afholdt et "Borgmesterrally", hvor de tre borgmestre fra Kalundborg, Sorø og Slagelse vil gå i dialog om centrale emner, der berører deres kommuner såvel som hele regionen. Lokalrådene fra de forskellige byer samles også til debat om betydningen af lokalrådene og deres rolle i at sikre indflydelse og udvikling i deres lokalområder. Diskussionen vil også kredse om udfordringer og muligheder i forhold til at opretholde et lokalt demokrati i en tid med storkommuner.
Der er en debat om Kattrup Vildnis, der har en lang historie som en del af det danske kulturlandskab. Området har gennem tiden været brugt til landbrug, men der arbejdes på en transformation til at blive et beskyttet naturområde.
Kunstig Intelligens (AI) er et emne, der fylder mere og mere i den moderne verden, og der vil blive debatteret om, hvad denne teknologi gør ved os på både kort og lang sigt. Så er der debatten om, hvordan den ideelle folkeskole ser ud, og hvilke udfordringer kommunen står over for i bestræbelserne på at opnå den?
Endelig samles politikere på Folkemødet i Høng for at diskutere den længe ventede Sundhedsstrukturreform. Den nyligt offentliggjorte rapport fra Kommissionen for Sundhedsstrukturreform præsenterer en række anbefalinger om Danmarks sundhedsvæsen. Rapporten understreger behovet for en bedre sammenhæng mellem primær- og sekundærsektoren.
Folkemødet Kalundborg i Høng foregår lørdag den 31. august kl. 10-16 ved Høng Centret i Høng, og der plejer at komme omkring 5000 mennesker fordelt over hele dagen. Centrets butikker holder ydermere åbent i tidsrummet.
Vil man vide mere om programmet til folkemødet, klik da ind på www.folkemoede-kalundborg.dk