En kiste malet med sommerens farver

Det var en udfordring, noget Grete aldrig havde prøvet før, men hun sagde ja, og at det ville være en ære for hende. Samtidig spekulerede hun på, om hun ville være i stand til det, eller gråden ville overmande hende.

En kiste malet med sommerens farver Grete Balle malede sin bedste veninde Hanne Heimburgers kiste med lyse sommerfarver, et konglomerat af tidlige morgener Hanne og hun oplevede ved Østersøen. Privatfoto

Af journalist Sonja Husted Rasmussen

Kunstneren Grete Balle blev bedt om at male den kiste, hendes bedste veninde, galleristen Hanne Heimburger, skulle hvile i. Hun påtog sig opgaven, og det er hun glad for.

- Da jeg kom ind i kirken, lagde jeg hånden på hendes kiste og sagde: Hej Hanne, nu er jeg her! Derefter følte jeg, at det var ligesom i gamle dage, hvor vi sad sammen og snakkede. Jeg spurgte, hvad synes du nu, Hanne? Det er godt, svarede hun.

Den imaginære samtale førte kunstneren Grete Balle med sin bedste veninde, galleristen Hanne Heimburger, for det var hende, der lå død i kisten i kirken i Sønder Alslev forud for bisættelsen lørdag den 23. april.

Forud var gået at Grete Balle havde sagt ja til en af de sværeste opgaver, hun har løst i sit liv.

En novemberdag i 1993 kom Hanne Heimburger ind i hendes liv. Dengang boede Grete Balle stadig i den gamle skole i Asmindrup, efter at hendes mand, Cobra-maleren Mogens Balle var død. Hanne, der nærede en dyb interesse for Cobra-malerne, ville gerne møde Grete.

Snestorm og venskab

Hun kom men meddelte, at hun kun blev i kort tid, for hun skulle hjem til Sønder Alslev på Falster. En snestorm var imidlertid på vej, og Grete indbød gæsten til at overnatte. Invitationen blev modtaget, og den aften over et godt måltid og med en tæt samtale om levet liv blev det, der skulle blive et varmt venskab, grundlagt. Næste dag sagde Hanne: Jeg kan godt lide dine ting. Du skal have en udstilling nede i mit galleri.

Så nemt var det, og den første udstilling omfattede ikke færre end 30-40 af Grete Balles malerier. Hanne var begejstret og ville bare have dem allesammen med. Siden blev det til mange udstillinger i det legendariske Galleri Syd, der åbnede i 1987 og var Hanne Heimburgers hjertebarn.

Hanne havde været stewardesse, før hun blev gift med Preben Heimburger og slog sig ned i den gamle skole i Sønder Alslev og åbnede galleriet.

Kærlighed til kunst

Grete og Hanne rejste ofte sammen. Første gang gik turen til Lanzerote, og senere fulgte rejser til mange rejsemål, deriblandt Tyskland, Grækenland og Italien, dejlige rejser, men især turene til Jylland og Vesterhavet var helt fantastiske

Egentlig var de to veninder forskellige, men de havde spontaniteten, kærligheden til kunst og til farver tilfælles.

Grete Balle beskriver sin veninde som et meget generøst, gavmildt og imødekommende menneske, der smittede med sin begejstring. Hun var begejstret for farverne, festen, glæden, og altid var hun klædt i rødt.

Den sidste tid var svær for det ellers så livsglade menneske. Hun fik konstateret knoglekræft sidste år i oktober sidste år, og da hun efter en enkelt strålebehandling fik beskeden, at yderligere behandlinger ville være virkningsløse, sagde hun: Så er festen slut, jeg har haft et fantastisk liv, men nu må det gerne være forbi. Bare jeg ikke vågner i morgen.

Hun ville ikke leve et liv, hvor hun ikke kunne være, sådan som hun altid havde været. Så konsekvent var hun.

Vil du male vores mors kiste?

Skærtorsdag døde Hanne Heimburger, 82 år, og anden påskedag ringede en af Hannes sønner, Jens Heimburger, til Grete og spurgte på familiens vegne, om hun ville male Hannes kiste, fordi de to havde stået hinanden så nær. Selv under Hannes alvorlige sygdom talte de to veninder i telefon sammen mindst hver anden dag.

Det var en udfordring, noget Grete aldrig havde prøvet før, men hun sagde ja, og at det ville være en ære for hende. Samtidig spekulerede hun på, om hun ville være i stand til det, eller gråden ville overmande hende, men hendes mor havde altid lært hende, at ”man kan, hvis man skal”, og Grete skulle.

Sommermorgener ved Østersøen

De følgende dage tænkte hun over, hvad hun skulle male på kisten, og i første omgang havde hun en idé om, at de mange fælles rejser måske kunne være motivet.

Det blev det ikke, for det ville blive for uroligt, mente Grete. I stedet tænkte hun på de mange gange, hun havde besøgt Hanne på Falster, blandt andet i et sommerhus lige ud til Østersøen. Tidligt om morgenen kom Hanne og bankede på hendes dør, og så gik de til stranden, den bedste strand i verden, med en kurv med kaffe og brød, så enkelt.

Grete ser det for sig: Den brede strand, det dejlige vand, horisonten, himmel og hav og bagved de grønne skrænter ved Corselitze.

Når kaffen var drukket gik de to en lang tur langs stranden, på bare fødder i vandkanten, indtil klokken nærmede sig 10, og det var tid at åbne Galleri Syd.

Et konglomerat af den stemning, en sommermorgen ved Østersøen, var det, Grete gerne ville gengive. Hun lavede ingen skitser på forhånd, kun en oversigt over de farver, hun ville bruge, og det var lyse sommerfarver. Hun havde det hele i hovedet.

Grænseoverskridende

Men det var grænseoverskridende at komme ind i kirken og vide, at der i kisten lå hendes bedste veninde.

Da var det, hun lagde hånden på kisten og hilste på hende, og derefter var det ligesom i gamle dage, hvor de to var sammen. Hun havde ofte, ligesom andre kunstnere malet på Hannes hus, og så kom hun ud og satte sig og kommenterede: Det ser godt ud, bare blev ved, og den samme fornemmelse af nærhed havde Grete, mens hun malede kisten.

Til låget brugte hun en blå farve, der marmorerede lidt, for den skulle associere til himlen og havet. Så fulgte de gule og orange farver, lyset, og spontane fantasivæsener, der var billeder på alle de mennesker, Hanne havde mødt i sit liv.

Den røde farve brugte hun på kisten, der hvor hovedet lå.

Fem timer med Hanne

Grete malede i fem timer. Hun var meget træt bagefter, men det havde været en god eftermiddag, og hele tiden havde hun på nethinden en sommerdag, hvor hun sad ved stranden med sin veninde.

Undervejs småsnakkede hun med Hanne og spurgte hende, hvad hun syntes, og hun følte, at veninden svarede, som så ofte før: Det er godt!

Afskedsgaven

Det gør ikke Grete noget, at også kisten blev brændt.

- Det hører med. Det betyder ikke noget. Det var handlingen, der betød noget. Det var min afskedsgave til hende, siger Grete.

Grete Balle fik mange positive reaktioner på sin afskedsgave:

- Det var ligesom vores mor ville have den, sagde sønnerne, og kisten blev både kaldt formidabel og fantastisk.

Del