En hel sommer med fuldt hus

Lige netop det med alle pladser besat og skummende fadøl, sådan har det været alle otte gange hen over sommeren hvor Kalundborg Blues- & JazzClub og Kontoret har inviteret indenfor til en hyggelig lørdag.

En hel sommer med fuldt hus
Denne lørdag formiddag var det Holtsø & Wittrock som stod på Kontorets scene for at levere et sjældent dansk bud på den ægte vare, når blues er bedst! Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Otte gange hen over sommeren har Kalundborg Blues- & JazzClub og Kontoret inviteret til jazz og blues i gårdhaven. Det er blevet en stor succes med fuldt hus hver eneste gang.

Denne lørdag formiddag var det Holtsø & Wittrock som stod på Kontorets scene for at levere et sjældent dansk bud på den ægte vare, når blues er bedst! En musikalsk rapport fra livets blindgyder, om afmagt og uforløste følelser, men også om at kærligheden findes et sted derude. 

Jes Holtsø, en charmerende drengerøv, som med et glimt i øjet og et smil, de færreste kan modstå, for længst har skrevet sig ind i de danske filmhjerter. Med langt hår, midterskilning og kuglerunde briller stod han i rollen som Børge altid klar, når Olsen Bandens spidsfindige planer krævede en ekstra hånd. På samme vis, som han få år senere lagde ansigt til flyttemand Olsens søn William i Huset på Christianshavn.

Men lørdag stod han altså på scenen på Kontoret hvor alle pladser var besat og der var skummende fadøl i glassene.

Og lige netop det med alle pladser besat og skummende fadøl, sådan har det været alle otte gange hen over sommeren hvor Kalundborg Blues- & JazzClub og Kontoret har inviteret indenfor til en hyggelig lørdag.

”Det har været en kæmpe succes, der har været så fantastisk en stor tilslutning og god stemning til hver eneste koncert og nu er vi faktisk oppe på 134 medlemmer i foreningen, det har vi vist aldrig været før,” fortæller Dorte Birch, formand for Kalundborg Blues- & JazzClub, og fortsætter, ”Det er hyggeligt at gå ind her en lørdag formiddag og få et par stykker smørrebrød og en kold øl eller en kop kaffe.”

Dorte Birch fremhæver også, at Kalundborg Blues- & JazzClub har en rigtig god bestyrelse hvor der er et godt samarbejde og hvor alle trækker samme vej.

Ny model i efteråret

Kalundborg Blues- & JazzClub og Kontoret er allerede klar med det næste tiltag. Tre jazzkoncerter hen over efteråret, de to en søndag eftermiddag og den sidste koncert en mandag aften.

Koncerterne bliver indendørs på Kontoret hvor der inden koncerten serveres tre stykker smørrebrød.

Første koncert er den 17.september.

Del