En glad aften med live musik for de helt unge
På scenen stod Kallas, som har rødder i Kalundborg og Odsherred, og de fik hurtigt de unge ud på dansegulvet til deres velspillede musik.
Af Jens Nielsen
For første gang i tre år var livemusikken for de unge tilbage i Juvi klubben i Kalundborg. Det lokale band Kallas skabte glæde med deres velspillede musik for det unge publikum.
Mandag aften var de helt unge, dvs. unge fra 6. Klasse og op, inviteret til live koncert i Juvi klubben i Kalundborg.
På scenen stod Kallas, som har rødder i Kalundborg og Odsherred, og de fik hurtigt de unge ud på dansegulvet til deres velspillede musik.
”På grund af bl.a. corona er det faktisk tre år siden, vi har haft livemusik for de helt unge. Kallas gør det rigtig godt og vi er allerede enige om, at de kommer tilbage efter vinterferien,” fortæller Richard Poulsen, leder af Juvi klubben.
Kallas spiller populær dansemusik lige fra 80’erne og frem til nu, bl.a. Tobias Rahim, Rasmus Seebach og Alpabeat.
Bandet har tidligere underholdt på Kalundborg Gymnasium og på Solskinspladsen i forbindelse med byfesten.