En festdag for borgere med særlige behov

”Vi ber’ bare guderne om godt vejr” – Lune Carlsen gav den hele armen med masser af Kim Larsen musik da han stod for den første del af underholdning

En festdag for borgere med særlige behov Lune Carlsen stod for den første del af underholdningen. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Beboerne fra Præstehaven under Det Sociale Voksenområde i Kalundborg Kommune var torsdag inviteret til fest med god mad og masser af musik

”Vi ber’ bare guderne om godt vejr” – Lune Carlsen gav den hele armen med masser af Kim Larsen musik da han stod for den første del af underholdning for de omkring 75 beboere, hjælpere og personale fra Præstehaven i Kalundborg, som var inviteret til fest torsdag middag i Raklev Sognegård.

”Vi har fået del i nogle af de coronamidler som regeringen støtter bosteder og plejecentre med, og derfor har vi fået mulighed for at lave et arrangement som vi ellers aldrig ville drømme om,” fortæller Torben Schmidt, medarbejder fra Præstehaven og medarrangør af festdagen.

Efter underholdning med Lune Carlsen blev der serveret mad og efterfølgende var der dans i den store gymnastiksal til Karl Hermans Trio.

Pengene til underholdningen på kommunens plejecentre og bosteder kommer fra Regeringen. Kalundborg Kommune har modtaget 1,5 million kroner som er fordelt ud blandt bosteder og plejecentre, har Søren Ole Sørensen, direktør i Kalundborg Kommune, tidligere oplyst.

Præstehaven er et bosted under Bo & Aktivitet i Kalundborg Kommune, for hovedsageligt blinde og svagtseende borgere med fysisk og psykisk handicaps.

Bo & Aktivitet yder pædagogisk og praktisk støtte til borgere med varige funktionsnedsættelser og forskellige former for problemstillinger, herunder udviklingshæmning, synshandicap, autisme, fysiske handicaps, senhjerneskader. Multiple handicaps, kommunikationsnedsættelse, m.v.

Del