En fælles march mod mobning og mistrivsel
"Vi skaffer midler til Julemærkefonden, og samtidig kommer en masse mennesker ud i det fri og er sammen om at dyrke motion. Der er således gevinst for alle parter."

Hvad er bedre end at starte første søndag i december med lidt frisk luft og let motion?
Det skulle da lige være, hvis man samtidig kan støtte børns kamp mod mobning og mistrivsel,
og dermed hjælper til at de genfinder glæden og det gode børneliv?
Alt dette bliver muligt i Kalundborg fra Munkesøen, Stadion Alle søndag d. 4. december, med fællesstart kl. 09, når årets Julemærkemarch for 46. gang samler ind til driften af landets fem Julemærkehjem.
Siden 1904 er der hvert år udkommet et nyt Julemærke til gavn for Julemærkehjemmene og udsatte børn i Danmark. Nu om dage sendes der ikke mange postkort, men mange støtter sagen hele året som Julemærkeven. Alle kan hjælpe ved at deltage i det sunde og hyggelige initiativ, Julemærkemarchen. En symbolsk gåtur i fællesskab med tusindvis af andre mennesker fra 69 forskellige startsteder i Danmark.
Nyt i år: Julemærkemarchen er gået grøn
Danmark går en mere bæredygtig fremtid i møde. Julemærkemarchen er naturligvis gået med på vognen. Den berømte Julemærkemarch-medalje er ikke længere produceret i metal og hentet hjem fra Kina. I år får alle en flot medalje udarbejdet i træ. Træmedaljen er fremstillet i FSC certificeret birketræ, skovet i Skandinavien og hele forarbejdningen er dansk og foregår i Malling.
Dermed kan medaljen ikke blive mere CO2 neutral og bæredygtig. Arrangørerne er sikre på at det bliver et hit blandt samlere, børnefamilier og alle andre.
Sidste år, i 2021, blev Julemærkemarchen afholdt på næsten normal vis, selvom der stadig var rester af Coronapandemiens skygge. Der var heldigvis rigtig mange som mødte frem og gik en tur i lyset af, at man igen kunne være sammen i fællesskabet, og derfor blev der samlet 1,2 millioner kroner ind, som en glad Julemærkefond fik overrakt.
Julemærkemarchens bestyrelse håber, at alle vil møde op igen i år, og tage en ven med for at vise sin støtte sammen med alle de ildsjæle, der lægger et stort arbejde ude på de lokale Julemærkemarch-startsteder.
På landsplan vil arrangørerne gerne opnå, at flere end 16.600 danskere går en tur med Julemærkemarchen, ligesom før corona-pandemien, hvor man i 2019 kunne præstere en rekordstor donation til Julemærkefonden på 1.465.000, - kroner.
March med stor betydning
Julemærkefonden, som driver landets fem Julemærkehjem, ser med stor glæde og tilfredshed på Julemælkemarchens store indsats:
”Julemærkemarchens imponerende og frivillige hjælpearbejde kaster hvert år en flot donation af sig, som kan mærkes i det samlede budget. Det fortsatte hjælpearbejde, der hvert år gavner knap 1000 børn, er afhængigt af indsamlede midler. Det offentlige tilskud dækker kun 2,8 procent af budgettet. Salget af Julemærker er for nedadgående, idet stort set ingen længere sender julepost. Derfor sætter vi stor pris på vores Julemærkevenner, donationer fra virksomheder og fonde samt på Julemærkemarchen”, siger direktør Søren Ravn Jensen fra Julemærkefonden.
Denne udmelding glæder Gitte Nordbo Keller fra Kalundborg.
”For os frivillige er det er et kærkomment stykke arbejde, som slet ikke føles som arbejde. Vi skaffer midler til Julemærkefonden, og samtidig kommer en masse mennesker ud i det fri og er sammen om at dyrke motion. Der er således gevinst for alle parter."
FAKTA OM JULEMÆRKEMARCHEN 2022
Starttid: Søndag den 4. december 2022, tilmelding KLIK HER
Oversigt over startsteder og tidspunkter kan findes på www.julemærkemarchen.dk
Distancer: Minimum 2 ruter på 5 og 10 kilometer
Baggrund: Julemærkemarchen opstod i 1977, da den Aarhus-baserede Postens Marchforening for allerførste gang arrangerede en march til fordel for Julemærkefonden. I 2016 kunne initiativet således fejre 40-års jubilæum – oveni købet med et rekordstort deltagerantal.
Gennem årene er der kommet flere og flere startsteder til – i år er der 69 - og samlet set er der blevet indsamlet over 24,8 millioner kroner til driften af Julemærkehjemmene.