En hel dag med fokus på aktiviteter på vandet, i vandet og under vandet

Sejlklubben, roklubben, sportsdykkerne, havfiskerne, bådelauget på Vesthavnen, Det Maritime Værksted og flere andre aktører er nu klar med programmet for lørdag den 10. juni.

En hel dag med fokus på aktiviteter på vandet, i vandet og under vandet
På vandet, i vandet, ved vandet. Fællesnævneren for dagen er det våde element, og derfor opfordrer arrangørerne publikum til at møde frem i tøj, der kan tåle et enkelt stænk eller to. Arkivfoto: Jens Nielsen

Vild med Vand der tidligere har tiltrukket mange gæster til Gisseløre og Vesthavnen, gentages lørdag den 10. juni fra kl. 10-16. 

Sejlklubben, roklubben, sportsdykkerne, havfiskerne, bådelauget på Vesthavnen, Det Maritime Værksted og flere andre aktører er nu klar med programmet for lørdag den 10. juni med titlen Vild med Vand. En dag med fokus på aktiviteter på vandet, i vandet og under vandet.

Havnebussen sejler igen

Et fast tilbagevendende indslag er “vandbussen”, sejlklubbens jolle Zephyr, der sejler i fast rutefart dagen igennem mellem de to havne. Sportsdykkerne vil fremvise deres udstyr og færdigheder, i roklubben får gæsterne lejlighed til at prøve en romaskine, sejle i kajak eller indriggerbåde efter behørig instruktion.

Nogle af sejlklubbens medlemmer tilbyder ture med sejl- eller motorbåd, og der vil også være “åben båd” samt andre aktiviteter i havnebassinet. Nogle af sejlklubbens medlemmer vil informere om et nyt initiativ, Projekt Klubbåd. Sejlklubbens windsurfere vil være klar med prøveture, og man kan også få mulighed for at prøve disciplinen SUP, Stand Up Padling.

Det kulinariske er der også tænkt på. Havfiskerne serverer fiskefrikadeller og sejlklubben står klar med salg af pølser. Roklubben byder på kaffe og kage.

På vandet, i vandet, ved vandet. Fællesnævneren for dagen er det våde element, og derfor opfordrer arrangørerne publikum til at møde frem i tøj, der kan tåle et enkelt stænk eller to.

Fællessang

Sangkraft Kalundborg er også med til 'Vild med Vand'. Lørdag kl. 11 og igen kl. 13 vil de vil invitere til fællessang med sømandsviser ved sejlklubben på Gisseløre. Det bliver Nickie Johansson, sanger og projektleder hos Sangkraft Kalundborg, som står i spidsen for fællessangen.

Der bliver trængsel

De mange frivillige der skal styre begivenhederne dagen igennem er klar til at tage imod gæsterne fra lørdag formiddag klokken 10. Erfaringen viser, at publikum strømmer til i stort tal, og derfor opfordres gæsterne til at benytte P-pladsen ved Kystvejen. Alternativt kan man jo benytte cykel eller bruge dagen til en spadseretur derud. Også på Vesthavnen vil der blive pres på parkeringspladserne, så her gælder det også, at gæsterne bør tage højde for, at der kan blive trængsel.

Del