Elev rejser 3 måneder til Grønland

"Håber selvfølgelig på, at det kan blive udfordrende og lærerigt"

Elev rejser 3 måneder til Grønland
Mikkel Juul Jensen, trælastelev hos Stark Kalundborg, er udpeget til, at tre måneder af læretiden kommer til at foregå i Grønland. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Mikkel Juul Jensen er i gang med en handelsuddannelse med speciale i trælast hos Stark i Kalundborg. Nu er han udvalgt som den eneste i landet til at prøve sine færdigheder af i Grønland.

Det tager to år at blive handelsuddannet med speciale i trælast. Den uddannelse er Mikkel Juul Jensen færdig med til august efter endt læretid hos Stark i Kalundborg, men inden læretiden er færdig, har den unge elev fået en unik mulighed for at komme til Grønland i tre måneder hvor Stark også har en trælast/byggemarked i Nuuk.

Alle 2. års elever hos Stark har kunnet søge om det spændende ophold i Grønland og Mikkel Juul Jensen er nu blevet valgt som den eneste og skal afsted allerede på torsdag.

”Jeg har søgt fordi jeg synes det ville være en god mulighed og håber selvfølgelig på, at det kan blive udfordrende og lærerigt,” fortæller Mikkel Juul Jensen, og fortsætter,

”Stark stiller en lejlighed til rådighed under opholdet og der vil også blive lavet en række sociale arrangementer. Egentligt skal jeg kun sørge for aftenmanden selv, resten står Stark for, så det bliver en stor oplevelse.”

”Det er en fed ting at have på sit CV, så det bakker vi selvfølgelig op om og er superglade på Mikkels vegne,” siger Jakob, Salgschef hos Stark Kalundborg.

Del