Elev- og lærlingedag i havneparken

På lørdag bliver havnebadet i Kalundborg Havnepark indviet, og i den forbindelse afholder NovoNesis Elev- og lærlingedag i Kalundborg Havnepark, hvor virksomheden igen i år overrasker med en gave til havneparken - og byen.

Elev- og lærlingedag i havneparken
På lørdag, når det nye havnebad i Kalundborg Havnerpark bliver indviet, afholder Novonesis igen Elev- og lærlingedag i havneparken. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Når havnebadet officielt åbner lørdag den 18. Maj, holder Novonesis Elev- og lærlingedag i Kalundborg Havnepark, hvor alle er velkomne.

På lørdag begynder det hele med, at borgmester Martin Damm (V) indvier det nye havnebad. Herefter skænker Novonesis årets lærlingegave 2024 til Kalundborg Havnepark og til byen. Der vil ligeledes blive tændt op i grillen, hvor der vil blive serveret grillpølser fra og der vil være sodavand.

Den store grill i Kalundborg Havnepark blev i øvrigt skænket af Novonesis sidste år på årets Elev- og lærligedag, hvor den også blev indviet.

"Sidste år lavede vores elever og lærlinge en flot 6-kantet grill, den har vi i år både renoveret og forbedret lidt – og der tændes på lørdag igen op i den, så de første 200 kan få gratis ristede pølser og brød – og en sodavand til at slukke tørsten, selvfølgelig. Udover det leverer lokale ”Kallas” livemusik og vores lærlinge glæder sig til at afsløre hvad de i år har udarbejdet, som kan bruges af byens borgere. Vi fortæller ikke, hvad det er, men garanterer, at det er flot og unikt – samt lavet af vores unge nyeste lærlinge, med en smule assistance fra de mere garvede svende," fortæller Pernille Hartmann Labusz, der er Site Management Coordinator hos Novonesis.

Der er brug for smede, elektrikere og procesoperatører 

Pernille Hartmann Labusz fortæller, at Der er hårdt brug for, at flere unge har lyst til at uddanne sig som smede, elektrikere og procesoperatører.

"Og lige netop Elev- og lærlingedagen er en super fin mulighed for at være kreativ på en ny måde med sit håndværk, ligesom det er skægt at se det, man har lavet, blive brugt til glæde for byens borgere. Det er i hvert fald det, vi oplever – og så bliver vi ved med det. Som ved alle vores andre uddannelser hos Novonesis går vi nemlig meget op i, at man kan få lov til at tænke ud af boksen, være kreativ og følge gode ideer til dørs. Sådan tror vi på, at man udvikler sig mest," fortæller hun.

Vi håber, at alle vil

Som en ny mulighed for at udvide lokalsamarbejdet, har Pernille Hartmann Labusz rakt ud til Det kongelige akademi og spurgt, om deres studerende kunne tænke sig at mødes med Novonesis elever og lærlinge til en workshop i efteråret, med henblik på at få ideer til nye projekter til elev- og lærlingedag i Havneparken i 2025.

"Så kan vores lærlinge få ideer til design, og de arkitektstuderende kan få input til konstruktion og funktionalitet mm. Jeg synes, at det er sådan nogle lidt mere utraditionelle samarbejder, der kan skabe anderledes magi. Så vi håber, at vi kan få det igangsat allerede i år," fortæller Pernille Hartmann Labusz.

Årets konkurrence

Årets konkurrence er i øvrigt at komme med en god ide til et projekt til Havneparken, som Novonesis elever og lærlinge kan kaste sig over til næste år - gerne sammen med de arkitektstuderende. Alle der afleverer en ide på en seddel er med i konkurrencen om gavekort til Vores Kalundborg.

”Der vil også være en lille gave til de første 100 gæster, og vi kører efter først til mølle-princippet," fortæller Pernille Hartmann Labusz.

Når klokken nærmer sig 13.30 slutter det officielle program, men alle er velkomne til at blive hængende lige så længe, de har lyst. Umiddelbart ser det ud til, at forårsvejret i hvert fald viser sig fra sin rigtig gode side med høj sol.

Læs også

Ny flot grill i havneparken er udført af lærlinge og er en gave fra Novozymes

Del