Eftersøgningen fortsætter

Onsdag var politiet endnu engang ude for at lede efter den 39-årig Anders Vejbjerg Kristoffersen, der forsvandt fra sin bopæl i Kalundborg i januar. Denne gang med vandsøgningshunde ved Kalundborg Havn. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Onsdag var politiet forbi Kalundborg Havn med dykkere fra Søværnet samt vandsøgningshunde i forbindelse med eftersøgningen af den 39-årige mand, der forsvandt i Kalundborg i januar i år.

Siden den 39-årig Anders Vejbjerg Kristoffersen forsvandt fra sin bopæl i Klosterparkvejskvarteret i januar, har der ikke været livstegn fra ham. Politiet har efterprøvet flere forskellige muligheder for at finde manden, og onsdag i sidste uge blev søer og vandhuller i området omkring Herredsåsen undersøgt af specialuddannede vandsøgningshunde, dog uden resultat. Torsdag blev der indsat 14 af politiets bedste hunde i Klosterskoven, og i dag, onsdag er vandsøgningshundene igen af sted – denne gang på havnen i Kalundborg.

For at blive vandsøgningshund, er der flere ting, hunden skal kunne. Det er ikke nok, at lugtesansen fx er, som den skal være, den skal også være det, man hos politiet kalder miljøstærk.

”Hunden skal ikke reagere på vandet. Der kan være bølger osv., og det skal ikke genere den. Så lugtesansen skal selvfølgelig være i orden, men den skal også være miljøstærk, dvs., at den skal være stærk i forskellige miljøer. Når hunden er seks måneder gammel, bliver den mentaltestet, og man vurderer her, om den har styrken til at blive politihund,” fortæller Charlotte Tornquist, der er kommunikationsmedarbejder hos Midt og Vestsjællands Politi.

Del