Eftersøgning i gang efter ældre hund

Af Jens Nielsen

Den 13 år gamle hund Loke har siden fredag aften været forsvundet fra Istebjergvej 39 ved Tømmerup/Ubberup. Nu iværksættes en større eftersøgning efter hunden.

Normalt går Loke, som er en blanding mellem en Berner Sennenhund og en Border Collie, løs på gården i Istebjerg uden at han stikker af, men fredag aften kom han ikke ind og nu efterlyser hundens ejer, Peter Bjørn Nielsen, den ældre hund.

”Han går normalt over til naboen og får et stykke brød ellers går han aldrig nogen steder, men han kom ikke ind fredag aften og vi har ikke set ham siden,” fortæller Peter Bjørn Nielsen, der har været ude og søge efter hunden hele weekenden, bl.a. med en drone, men uden held.

Der er nu blevet fremstillet flyers til postkasser i området, og der er hængt plakater op og der er lavet en Facebookgruppe hvor alle kan byde ind hvis de har set hunden.

Større eftersøgning sættes i gang

Mandag eftermiddag kl. 17.30 mødes alle som er interesseret i at hjælpe ved det gamle teglværk i Ubberup (Tingvejen 5) og så starter en større eftersøgning efter Loke, bl.a. på området som tidligere var Ubberup Losseplads.

Peter Bjørn Nielsen håber at Loke forhåbentlig bare er gået en tur, eller er blevet forvirret og ikke kan finde hjem. Han er 13 år gammel og hører rigtig dårligt, men bevæger sig fint og kan sagtens løbe rundt og lege. Han er meget snakkesalig og godmodig, men bliver let bange.

Mandagens eftersøgning efter Loke koordineres af Janne som kan kontaktes på tlf. 42400340 ellers kontakt Peter Bjørn Nielsen på tlf. 53870577

Følg med på Facebookgruppen Find Loke – 4400 Kalundborg, klik her

Del