Efter nye prøver - Badning frarådes stadig

Skiltet som Kalundborg Kommune har sat op ved Bjerge. Foto: Jens Nielsen
Af Jens Nielsen
Kalundborg Kommune fraråder stadig badning på Bjerge Os Brovejen ved Ornum efter fund af for mange colibakterier i vandet.
Kalundborg Kommune har udtaget prøver fra 36 forskellige badesteder i hele kommunen og kun fundet for høje koncentrationer et sted, nemlig på Bjerge Os Brovejen ved Ornum. Her fraråder Kalundborg Kommune at der bades.
Der udtages jævnligt prøver af badevandet i hele kommunen, badevandet analyseres for E.coli og Intestinale enterokokker hvor grænseværdierne skal ligge under 500 for E.coli og under 200 for Enterokokker.
Den 23. juli blev der på Bjerge Os Brovejen ved Ornum målt værdier på henholdsvis 830 og 790, en ny prøve udtaget d. 26. juli viser at E.coli nu er på 130 og altså under grænseværdien, mens Intestinale enterokokker stadig er over grænseværdien med et talt på 390, derfor frarådes badning stadigvæk.
”Vi udtager en ny prøve igen på torsdag og resultatet offentligøres så mandag”, fortæller Mads Christensen, miljømedarbejder i Kalundborg Kommune.
Stranden som der er tale om er den offentlige strand som tilkøres i vinkelsvinget hvor Osvejen og Brovejen mødes på Bjerge Sydstrand, og ikke ved Sukkerkanalen, som nogle fejlagtigt har troet.
Skiltet med badning frarådes, har været placeret forkert, det var nemlig sat op ved Sukkerkanalen, men vil i dag blive flyttet til den offentlige strand ved Brovejen, oplyser Mads Christensen.