Efter 110 år er der stadigvæk fokus på andelstanken
Selv om Kalundborg Brugsforening fylder 110 år i år, så er det på ingen måde en forening som er gået i dvale, tværtimod.
Af Jens Nielsen
Kalundborg Brugsforening kan sidst i november fejre 110-års jubilæum. Fra en lille forretning i Møllestræde er foreningen vokset sig stor med mange supermarkeder, tankanlæg og ejendomme, men stadigvæk med fokus på andelstanken.
Kalundborg Brugsforening blev stiftet tilbage i 1914 ved en generalforsamling på Jernbanehotellet i Kalundborg og brugsforeningens første forretning var placeret i Møllestræde. Siden har der været forretning/supermarked flere steder i Kalundborg, bl.a. i Vænget hvor Brugsen flyttede ind i 1964 i den bygning som i dag huser Sparekassen Sjælland/Fyn. I efteråret 1970 flyttede Kalundborg Brugsforening ind i de bygninger der kendes i dag i Elmegade og som er udvidet flere gange og nu rummer et stort moderne Kvickly supermarked.
Selv om Kalundborg Brugsforening fylder 110 år i år, så er det på ingen måde en forening som er gået i dvale, tværtimod.
I dag består Kalundborg Brugsforening af Kvickly Kalundborg, SuperBrugsen i Jyderup og Svebølle, Brugsen i Raklev, medejer af Kvickly i Ebeltoft, SuperBrugsen i Sorø, SuperBrugsen i St. Heddinge og SuperBrugsen i Korsør.
Derudover ejer foreningen fire OK-tankanlæg, to i Kalundborg, et i Raklev, et i Svebølle og fra januar 2025 ejer brugsforeningen også OK-tankanlægget i Høng og i Gedser.
Til den lange række af aktiviteter findes også en del ejendomme, som er lejet ud, både til erhverv og private.
”Det er jo ingen hemmelighed, at dagligvarer markedet ikke er særligt spændende når man snakker bundlinje, derfor er vi glad for vores OK-tankanlæg og ejendomsudlejning,” fortæller Keld Haapanen, direktør i Kalundborg Brugsforening, og fortsætter, ”Vi ejer selv alle vores bygninger og det gør os stærke i forhold til vores konkurrenter i branchen.”
Ærlige varer til ærlige priser
Et slogan som er mange år gammelt er ’Ærlige varer til ærlige priser’ og det er stadigvæk gældende.
”Ærlige varer til ærlige priser er det slogan, vi lever efter hver eneste dag, det er vores forretningsstrategi,” fortæller Keld Haapanen.
Idéen om en andelsforening startede i England i 1844. 22 år efter åbnede den første brugsforening i Thisted, og den var afsæt til den virksomhed, vi i dag kender som Coop. Værdien i fællesskabet har altid været grundpillen i Kalundborg Brugsforening.
”Andelstanken lever ikke nødvendigvis i de unges hjerter, det er en tanke som er forsvundet fra en hel generation, så det er et af vores fokuspunkter, vi skal have fat i de unge så de forstår det med fællesskabet, det er en stor opgave. Vi er en medlemsejet forening, ikke bare et bonuskort til en tilfældig kædebutik, og det skal man lige spores ind på,” fortæller Per Junge, bestyrelsesformand for Kalundborg Brugsforening.
Service
Samtlige medarbejdere i Kalundborg Brugsforening har indenfor det sidste år været igennem et forløb hvor der er sat fokus på service, samarbejde og fællesskab.
”Det som er interessant, så elsker de helt unge fællesskabet og de er meget spørgende. Vi har lige haft en øksemand i SuperBrugsen i Svebølle hvor det gik ud over en af vores unge mennesker. Det der skete var, at alle de unge medarbejdere var mødt ind selv om de ikke havde vagt, udelukkende for at støtte op om hinanden, det er rørende. Vi har en fantastisk base,” fortæller Keld Haapanen.
110-års dagen fejres med samme gode tilbud i samtlige forretninger på tværs af Kalundborg Brugsforening
Kalundborg Brugsforening har i alt lige knapt 300 medarbejdere.