Dyrehøj Vingård er solgt
For Tom Christensen, der har ejet Dyrehøj Vingaard siden 2007, er det med lige dele lettelse og afklaring, at han overdrager sit livsværk.
Af Jens Nielsen
Danmarks største vingård, Dyrehøj Vingaard på Røsnæs, har været til salg de seneste par år. Nu er der fundet en køber, som overtager vingården 1. januar 2025.
Det er ingen hemmelighed, at Dyrehøj Vingaard på Røsnæs har været til salg de seneste par år. Nu er aftalen faldet på plads! Jacob Bruun-Jensen er den nye ejer pr. 1. januar 2025, skriver Dyrehøj Vingaard i en pressemeddelelse.
Jacob Bruun-Jensen stammer oprindelig fra Slagelse, men har boet de seneste 33 år i udlandet. Han er uddannet vinkyper fra Vingården i Odense, og har de seneste mange år ejet og drevet en vingård syd for San Francisco i Santa Cruz Mountains. Han er gift med Pernille, og sammen har de to børn på 21 og 22 år. Familien tæller desuden hunden Cali.
"Jeg vil gerne sige tak til Tom for det kæmpe arbejde han har lagt i Dyrehøj Vingård. Jeg har tænkt mig at bygge videre på det gode arbejde, og jeg glæder mig meget til at trække i arbejdstøjet i det nye år.
Allerede nu fornemmer jeg den gode stemning med både medarbejderne og alle de frivillige som lige nu høster druer i massevis," siger Jacob Bruun-Jensen.
For Tom Christensen, der har ejet Dyrehøj Vingaard siden 2007, er det med lige dele lettelse og afklaring, at han overdrager sit livsværk.
"Jeg er både lettet og glad, men jeg må også indrømme, at jeg har en klump i halsen. Arbejdet, gården, medarbejderne og de frivillige – det er meget at give afkald på. Men det var tid! Det har været en lang proces at tage beslutningen og derefter finde den rette køber, men nu er vi i mål, og jeg er sikker på, at Jacob er den helt rette, siger Tom Christensen og fortsætter: "Der er mange, der vil vide, hvad jeg har tænkt mig at lave. Og der har jeg ét svar: Ikke en dyt! Jeg vil den første tid trække stikket, nyde min familie og cykle med Team Rynkeby Vestsjælland, og så må tiden vise, hvad jeg kaster mig over. Der skal nok komme noget – bare ikke lige nu!"
Først i det nye år vil der blive indbudt til en officiel goddag-farvel-reception, hvor det er muligt at hilse på Jacob Bruun-Jensen og sige pænt farvel til Tom Christensen.