DTU vil have flere uddannelser til Kalundborg

DTU har netop præsenteret seks nye initiativer, herunder etablering af nye uddannelser til Kalundborg.

DTU vil have flere uddannelser til Kalundborg DTU har netop præsenteret seks nye initiativer, herunder etablering af nye uddannelser til Kalundborg. Her Novo Nordisk site Kalundborg. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Danmarks Tekniske Universitet (DTU) har netop præsenteret seks nye initiativer, herunder etablering af nye uddannelser til Kalundborg samt at udflytte allerede eksisterende uddannelser til byen.

På DTUs hjemmeside står der endvidere, at DTU vil uddanne flere ingeniører og IT-specialister, og imødekomme efterspørgslen fra store dele af erhvervslivet, over alt i Danmark. DTU vil derfor gennemføre seks initiativer, dels som led i en naturlig videre udvikling som teknisk eliteuniversitet, dels som et konstruktivt svar til regeringens og et bredt politisk flertals ønske om, at der skal uddannes flere ingeniører, IT-specialister m.fl. over alt i landet. Ét af initiativerne er, at udvikle og oprette to nye uddannelser i Kalundborg.

DTU skriver, at de arbejder med Novo Nordisk og andre erhvervspartnere på, at udvikle en kandidatuddannelse i Biomanufacturing, som skal placeres i Kalundborg. Det antages, at 40 af de studerende, som i dag optages på MSc Biomanufacturing på Lyngby Campus, i 2030 vil søge optagelse på specialiseringen i biomanufacturing i Kalundborg.

Derudover vil man udvikle og oprette en helt ny kandidatuddannelse i Industrielt Design til 20 studerende i samarbejde med Det Kongelige Akademi (KADK).

Del