DrumDrum – med inspiration fra bl.a. Afrika

DrumDrum spiller musik fra hjertet for børn, og den levende og farverige musik henter inspiration alle steder fra – jazz, Afrika, folkesange, rejser og stemninger.

DrumDrum – med inspiration fra bl.a. Afrika Lørdag den 30. april er der igen en af de meget populære familiekoncerter på Musisk Skole i Kalundborg.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Lørdag den 30. april er der igen en af de meget populære familiekoncerter på Musisk Skole i Kalundborg. DrumDrum spiller musik fra hjertet for børn, og den levende og farverige musik henter inspiration alle steder fra – jazz, Afrika, folkesange, rejser og stemninger.

De har spillet på de store scener og festivaler rundt om i verden samt på skoler og i børnehaver. Da DrumDrum fik en Danish Music Award, blev der sagt: ”De formår, som meget få, at møde børn i øjenhøjde og invitere dem indenfor i musikken – alle går hjem med en fantastisk oplevelse i rygsækken.”

Drumdrum er skabt af trommeslageren Benita Haastrup. ”Ligesom de første europæere for 100.000 år siden stod og bankede rytmer i Europas grotter, slipper DrumDrum de tidløse rytmeenergier løs. Koncerten kan nemt ende med en kæmpe jam, hvor børnene er med,”  siger hun.

Med i bandet er også Kaare Munkholm, en af landets mest travle vibrafonister, og Jens Skou Olsen på swingende bas.

Familiekoncerter er lidt anderledes musikoplevelser for børnefamilier - musik i superkvalitet spillet i øjenhøjde,” fortæller Søren Vind, fra Den Kulturelle Rygsæk.  

Billetter kan købes på kalundborgbib.dk eller ved indgangen. Både kommunens koncertudvalg og Levende Musik i Skolen har givet støtte til koncerten.

Koncerten skulle i øvrigt oprindeligt have været afholdt i Høng Hallen, men er flyttet til Musisk Skole på grund af Skills i Høng. Derudover er forårets sidste familiekoncert allerede søndag den 8. maj, hvor Moussa Diallo Trio spiller deres koncert ”Cirkeline og Coco i Afrika”.

Del