Drone styrtede ned i privat have

Kvinden oplyste, at der på dronen var et kamera, som hun havde slukket for.

Drone styrtede ned i privat have

Af Jens Nielsen

Reglerne om overflyvning af privat ejendom med en drone er formentligt overtrådt, da en drone mandag aften styrtede ned i en privat have.

Mandag aften fik politiet en henvendelse fra en kvinde på Hovedgaden i Ubby om, at en drone var styrtet ned i hendes have. Kvinden oplyste, at der på dronen var et kamera, som hun havde slukket for, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet instruerede hende i snarest at aflevere dronen på en politistation, så den kan blive undersøgt nærmere for at få identificeret ejeren, herunder også om der kan være overtrædelse af reglerne om droneflyvning over private områder.

Del