Drømmer om at blive Danmarks bedste chauffør-lærling

Ud over drømmen om at køre lastbil drømmer Emil lige nu også om at blive landets bedste chauffør-lærling, han er nemlig udtaget til DM i Skills, som afholdes på dyrskuepladsen i Roskilde fra d. 18. til 20. april i år.

Drømmer om at blive Danmarks bedste chauffør-lærling
I alt er 16 lærlinge fra vejgodstransportuddannelsen udtaget til Skills. Emil er udtaget fra ZBC i Slagelse hvor uddannelsen foregår når han ikke kører lastbil. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

18-årige Emil Christensen fra Kalundborg er godt i gang med vejgodstransportuddannelsen og udtaget til DM i Skills i april måned. Emil skal kæmpe med 15 andre unge om den eftertragtede DM-titel.

Tilbage i 9. klasse var Emil Christensen i erhvervspraktik hos Obel Transport A/S i Kalundborg. Senere fik han job som vaske- og fejedreng, og der var ingen tvivl om, at Emil skulle være lastbilchauffør, derfor fik han en læreplads i samme firma. Nu er han godt i gang med vejgodstransportuddannelsen.

”Både min mor og far kører lastbil og min morfar var vognmand, så det ligger i blodet, jeg er rigtigt glad for det og har ikke fortrudt,” fortæller Emil Christensen, mens han stolt viser den flotte røde lastbil frem, som han har ansvaret for.

Ud over drømmen om at køre lastbil drømmer Emil lige nu også om at blive landets bedste chauffør-lærling, han er nemlig udtaget til DM i Skills, som afholdes på dyrskuepladsen i Roskilde fra d. 18. til 20. april i år.

I alt er 16 lærlinge fra vejgodstransportuddannelsen udtaget til Skills. Emil er udtaget fra ZBC i Slagelse hvor uddannelsen foregår når han ikke kører lastbil.

”Opgaven til Skills består af fire delopgaver, der er en kranopgave, en opgave om økonomikørsel, en surringsopgave hvor paller skal gøres fast på et lad og en teoretisk prøve på 50 spørgsmål,” fortæller den unge chauffør lærling.

Emil Christensen er egen herre i sit rullende kontor, det er frihed under ansvar og når han er uddannet til august 2025, er drømmen bl.a. lange ture til udlandet.

”Når jeg er uddannet, er drømmen at køre langt og køre tankvogn ligesom min far, men også at køre specialtransporter med store maskiner og pavilloner,” fortæller Emil.

Skæld ud

Den store røde lastbil fra Obel Transport A/S, som Emil Christensen har ansvaret for, vejer op til 56 tons når den er fuldt læsset. Indvendig er der lige så rent som hjemme i en dagligstue og ingen kommer ind med sko på.

”Man får godt nok skæld ud, hvis man kommer ind i lastbilen med sko på,” griner Emil.

Stolt

Vognmand Peter Obel er med rette stolt over, at Emil Christensen er udtaget til DM i Skills.

”Emil er en rigtig god lærling og så er det faktisk den anden lærling herfra inden for tre år, som er udtaget til DM i Skills, det er vi da stolte over,” fortæller Peter Obel.

Emil Christensen er i øvrigt også udtaget til DM for transportlærlinge, som afvikles senere på året.

Del