Drilsk mus holder fortsat Meny lukket

De ved endnu ikke, hvornår de igen kan åbne forretningen. De er i tæt kontakt med Fødevaremyndighederne, og følger alle regler.

Drilsk mus holder fortsat Meny lukket
Indtil videre har Meny Kalundborg været nødt til at holde lukket de sidste tre dage grundet mus i forretningen. Arkivfoto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Indtil videre har Meny Kalundborg været nødt til at holde lukket de sidste tre dage grundet mus i forretningen. De ved endnu ikke, hvornår de igen kan åbne forretningen. De er i tæt kontakt med Fødevaremyndighederne, og følger alle regler. Købmand i Meny, Peter Egebæk og Michael Skovgaard Ramussen, vil være helt sikre på, at der ingen mus og at alt er rent før end, at de igen åbner op for supermarkedet på Nørre Allé i Kalundborg.

En lille mus, mere skal der ikke til. Men sådan er reglerne, og dem følger man selvfølgelig hos Meny Kalundborg. Det begyndte med spor af mus, og efterfølgende har man fanget en lille mus. Dog er der spor efter endnu en mus, og derfor ved købmand Peter Egebæk og Michael Skovgaard Rasmussen ikke, hvornår de igen kan åbne op for supermarkedet på Nørre Allé i Kalundborg. Men så snart de ved noget, vil det også stå på Meny Kalundborgs Facebookside.

”Vi kan og vil ikke åbne vores forretning før end, at vi er helt sikre på, at der ingen mus er, og at det er forsvarligt. Vi er i tæt kontakt med fødevaremyndighederne, og vi tager ingen chancer, hvad fødevarer angår. Vi vil hellere lukke ned i længere tid, og være sikre på, at alt er i orden, når vi igen åbner. Der bliver arbejdet på højtryk for, at få styr på det, og vi beklager de gener, det medfører for vores kunder, men der er desværre ikke noget, vi kan gøre anderledes,” siger Peter Egebæk.

Han fortæller endvidere, at man kan købe forskellige skadedyrspakker på forskellige niveauer, og at man hos Meny Kalundborg fra begyndelsen har haft den bedste pakke for at sådan noget, som dette ikke skal ske. Men desværre sker det indimellem til trods for de mange tiltag for at undgå det.

Vegansk lille fyr

På Meny Kalundborgs Facebookside holder de løbende deres kunder opdateret om, hvad der sker, og ligeledes vil de skrive, så snart de ved noget om, hvornår de regner med, at kunne åbne forretningen op igen.

”Vi savner jer alle sammen rigtig meget i butikken, men vi holder desværre stadig lukket. I nat var en (sød) lille mus gået i en af fælderne, som vi havde sat op i grøntafdelingen, så desværre var "den god nok". Hele butikken er blevet tjekket, og som det ser ud, var det en vegansk lille fyr, vi har haft besøg af, og det lader til, den ikke har været andre steder end i grøntafdelingen – heldigvis. Hele grøntafdelingen er fuldstændig tømt for varer og alt inventar er vendt op og ned,” står der bl.a. i et opslag på Meny Kalundborgs Facebookside.

Har man spørgsmål til Meny Kalundborg, er man velkommen til at sende en mail på 0378646.fb@meny.dk eller sende en besked direkte på Facebook.

Del