Doner din flaskebon til et godt formål

Doner din flaskebon til et godt formål Lokalformand Susanne Modin, Simone Nielsen fra SuperBrugsen i Ubby og bestyrelsesmedlem Peer Justesen ved den nye bon-boks. Privatfoto

Af Jens Nielsen

Med sloganet ’Bliv Bon-kammerat i SuperBrugsen’ blev der for første gang opstillet en bon-boks i Kalundborg Kommune tidligere på året. Nu er endnu en bon-boks sat op, til støtte for scleroseramte.

Scleroseforeningen i Kalundborg Kommune har nu fået opsat endnu en bon-boks, så kunder der afleveres tomme pant flasker og dåser kan donere deres flaskebon til foreningen.

Denne gang er Bon-Boksen sat op i SuperBrugsen i Ubby. Tidligere på året var det brugsen i Svebølle som fik den første Bon-Boks i Kalundborg Kommune.

”Vi spurgte uddeler Nicolaj Sørensen om vi måtte opsætte en bon-boks i den nye flaskeafdeling og svaret kom hurtigt ”I bestiller bare en bon-boks og kommer ud med den til Ubby,” fortæller lokalformand Susanne Modin fra Scleroseforeningen i Kalundborg Kommune

Overordnet går de indsamlede penge til tre indsatsområder, der afspejler foreningens vision: Forskning, Patientstøtte og Information.

I Danmark lever over 17.000 mennesker med diagnosen Multipel Sclerose, af disse er ca. 2/3 kvinder. Danmark har en af de højeste forekomster af sclerose i verden, og antallet er desværre stigende.

Del