Donationer i musikkens tegn

Donationer i musikkens tegn Ægteparret Rikke og John Vind modtog 5000 kr. til hjælp til deres Mini Grøn Koncert. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Kalundborg Broderlaug uddelte søndag to donationer på henholdsvis 10.000 kr. og 5.000 kr. 

I dag, adventssøndag begyndte Kalundborg Broderlaug det årlige salg af julehjerter og julepynt i Meny Kalundborg, hvor hele overskuddet fra salget doneres til gode lokale formål.

Salget blev sat i gang af Musisk skole Kalundborg der sang nogle af julens sange. Dette indslag afsluttes med at Kalundborg Broderlaug overrakte den ene af dette års donation, en kontant gave på 10.000,00 kr. til Musisk skole.

Leder af Musisk Skole Heidi Holme Bjerborg modtog donationen og fortæller, at pengene bl.a. skal bruges som tilskud til skolens pigekor som skal på en tur til Italien til påske.

Mini Grøn Koncert

Den anden donation på 5.000,00 kr. blev uddelt til ægteparret Rikke og John Vind, som arrangerer Mini Grøn Koncert Kalundborg hjemme i deres egen have på Nørre Allé.

Pengene skal bruges som startkapital til Mini grøn koncert 2022, hvor en række firmaer sponserer gaver som sælges ved en auktion og hele overskuddet doneres til Muskelsvindfonden.

Meny stiller gulvplads til rådighed for Kalundborg Broderlaug der vil sælge julehjerter og andet julepynt fredage og lørdage i advent, se mere på Kalundborg Broderlaugs Facebook profil.

Julebag til 356 plejehjemsbeboere

Kalundborg Broderlaug har i øvrigt brugt hele formiddagen til at besøge alle plejecentre i hele kommunen.

Broderlauget har nemlig, i samarbejde med Meny Kalundborg, doneret 356 poser hjemmebagte småkager, en pose til hver eneste beboer på kommunens 10 plejecentre.

Med i donationen var også gammeldags julekage til både beboerne og personale samt et kalenderlys.

Del