DM i boksning kommer til Kalundborg

Her samles nogle af landets bedste boksere – både etablerede mestre og unge talenter – til intense dage med sport i topklasse.

DM i boksning kommer til Kalundborg
Kalundborg Amatør Bokseklub stiller selv med tre stærke boksere i jagten på medaljer. Her Ibrahim Rawass, U19.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Kalundborg Amatør Bokseklub er vært ved årets danske mesterskab – og stiller selv med tre stærke boksere i jagten på medaljer.

Kalundborg Hallen bliver rammen om årets Danske Mesterskab i Boksning, der afvikles den 28.–30. november. Her samles nogle af landets bedste boksere – både etablerede mestre og unge talenter – til intense dage med sport i topklasse.

“Vi håber på stor lokal opbakning og et fantastisk sportsligt arrangement, som virkelig sætter Kalundborg på boksekortet. Det er en stor ære for vores klub at få lov at afholde et så stort mesterskab,” siger Jesper Christiansen, cheftræner i Kalundborg Amatør Bokseklub.

Lokale boksere klar til kamp

Værtsklubben stiller selv med tre boksere, som alle håber på at tage medaljer med hjem til Kalundborg:

  • Sylvester Sorgenfri, U17, 66 kg – Sølvvinder ved DM 2024.
  • Ibrahim Rawass, U19, 75 kg – Sølvvinder ved DM 2024 og nykåret sjællandsmester 2025.
  • Marcus Helt, Elite (Senior), 60 kg – Deltager for første gang ved DM.

“Vi har tre stærke kort med, og nogle af dem er bestemt gode bud på en titel i deres klasse,” fortæller Jesper Christiansen.

En stor begivenhed for byen

Det er første gang i mange år, at Kalundborg lægger hus til et nationalt boksemesterskab, og klubben håber på både sportslig succes og fyldte tribuner.

“Det bliver en oplevelse for både boksere og publikum – og en fantastisk mulighed for at vise, hvad boksemiljøet i Kalundborg står for,” siger cheftræneren.

Del