Dialogen er i gang, men der er noget at arbejde med

Udfordringer er der tilsyneladende nok af for både kommunen og for erhvervslivet. Det er bl.a. lange ventetider på byggetilladelser, klager over infrastrukturen og ikke mindst kommunikationen mellem erhvervsliv og kommune.

Dialogen er i gang, men der er noget at arbejde med
Onsdag var erhvervslivet inviteret til dialogmøde med Kalundborg Kommunes administration. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Både erhvervslivet og Kalundborg Kommune er udfordret i forhold til den voldsomme vækst som lige nu er i gang i Kalundborg. Onsdag mødtes de to parter til dialogmøde.

Det udløste kritik af kommunen, da Dansk Industri tidligere på året kom med deres årlige analyse af erhvervsvenlighed. Siden er der nedsat en arbejdsgruppe med erhvervsfolk og onsdag var erhvervslivet så inviteret til dialogmøde med Kalundborg Kommunes administration.

Mødet blev afholdt i Kalundborghallen hvor 73 deltog.

Kalundborg er inde i en rivende udvikling med en række af byggerier, ikke mindst den store udvidelse på Novo Nordisk for omkring 60 mia. kr., og derudover investeres der lige nu for omkring 15 mia. kr. i andre projekter rundt om i kommunen, kunne borgmester Martin Damm fortælle, da han onsdag bød velkommen til dialogmødet.

”Vi kigger ind i noget som er historik, jeg tror aldrig der investeret så mange kroner i så lille et område. Vi kører med en hastighed som ingen har set før og det er klart det giver nogle udfordringer, men vi skal have max ud af opsvinget og så skal vi prøve at få håndteret de udfordringer det givet at vokse så hurtigt,” sagde Martin Damm bl.a. i sin velkomst.

Og udfordringer er der tilsyneladende nok af for både kommunen og for erhvervslivet. Det er bl.a. lange ventetider på byggetilladelser, klager over infrastrukturen og ikke mindst kommunikationen mellem erhvervsliv og kommune.

”Det store spørgsmål er hvordan vi får taget hånd om de udfordringer som erhvervslivet oplever og som vi i fællesskab skal prøve at løse. Det gælder bl.a. tiltrækning af arbejdskraft, det er spørgsmålet om uddannelse, infrastrukturen og boligudvikling. Vores myndighedsopgaver er også presset grundet den store vækst, det er både byggesager og miljøsager, men det er noget vi er meget fokuseret på og der er afsat ekstra penge på området til flere medarbejdere. Det går godt og det vi udfordres af, det skal vi sammen finde løsninger på og jeg synes vi har haft nogle gode drøftelser med den nedsatte arbejdsgruppe,” sagde kommunaldirektør Jan Lysgaard til de fremmødte erhvervsfolk.

Jan Lysgaard erkendte også, at den form for dialogmøde mellem kommunen og erhvervslivet skulle man have afholdt for længe siden.

Arbejdsmarkedschef, Lasse Bjerregaard var også med til dialogmødet og redegjorde for kommunens indsat på rekrutteringsområdet, ikke mindst medarbejdere fra udlandet.

Vi har været udfordret

Flere af de deltagende erhvervsfolk havde især spørgsmål til ventetiden på byggesager.

”Vores store udfordring er, at kommunikationen fra kommunen er for dårlig. Når der nu er ventetider på byggesager så få det kommunikeret ud til borgerne. Når man er presset, skal man kommunikere endnu mere,” sagde Meny købmand Michael Rasmussen.

”Da jeg første gang hørte, at Novo ville bygge nye fabrikker i Kalundborg, havde jeg ikke forestillet mig, at det betød, at 5.500 håndværkere ville blive beskæftiget her i byen, vi har været udfordret både på udviklingens omfang og hastighed,” sagde direktør i Kalundborg Kommune, Michel van der Linden, som også kunne love, at byggesager nu bliver delt mere op, så de mindre sager hurtigere bliver behandlet.

Der var også spørgsmål og kommentarer til kommunens dårlige skoler, samarbejdet med landbruget og kulturen.

Topstyring og arrogance

Indehaver af Electricom, Per Junge og indehaver af Urhøj VVS, Tom Johansen, er sammen med Michael Rasmussen med i den nedsatte arbejdsgruppe og ifølge dem er der opgaver nok at tage fat på.

”I forhold til samarbejdet med Kalundborg kommune så er der to ord som lige springer for, det er topstyring og arrogance og det er det som der skal arbejdes med,” sagde Per Junge, og Tom Johansen fortsatte, ”Kommunen har sagt nogle flotte ord her i dag og det er ord som jeg håber, kommer til handling på et tidspunkt. Totur over for erhvervslivet er nok det rigtige ord, det er sådan vi oplever det, så der er plads til forbedring. Vi hører om sager der er mere om 100 dage gamle og hvor man ikke kan komme igennem til kommunens medarbejdere. Det er nok en holdningsændring der skal til om hvordan man behandler andre mennesker, det er himmelråbende de historier vi hører. Det her dialogforum skulle der have været sat gang i for længe siden.”

Erhvervschef for Kalundborgegnens Erhvervsråd, Lene Bach Jørler, var også blandt talerne til dialogmødet og sagde bl.a. ”Det handler om, at få talt vores helt fantastiske område op. Vores medlemmer efterspørger en strategi for, hvordan man får folk til at bosætte sig i Kalundborg, erhvervsudvikling handler om det hele menneske og den strategi har jeg ikke set nogen steder endnu.”

Arbejdsgruppen er også enige om, at det haster med at få styr på skoler, kultur, sport, for ellers kan folk lige så godt bosætte sig i Holbæk.

”Folk i Holbæk sidder og klapper i hænderne nu motorvejen kommer, så behøver man ikke bo her ude i Ruhr-distriktet, man kan faktisk køre tilbage til Holbæk hvor der er kulturliv og sport, så vi har travlt, ellers er løbet kørt,” sagde Tom Johansen.

Senior Vice President, Michael Hallgren fra Novo Nordisk var også inviteret med til dialogmødet og han fortalte om den store rejse Novo Nordisk er på i øjeblikket og forklarede hvad der er fakta på mange af de rygter som fortælles om virksomheden.

Konklusionen på dialogmødet mellem kommunen og erhvervslivet må være, der er plads til forbedringer i den kommunale administration.

Del