Det største nogensinde

Der var stor interesse for Bibliotekernes efterårskatalog. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Kalundborg Biblioteker havde fredag eftermiddag inviteret til både fællessang og afsløring af det nye efterårskatalog, udendørs i bibliotekshaven. Det største katalog nogensinde.

Coronapandemien har sat en stopper for rigtigt mange arrangementer hen over forår og sommer, men nu håber Kalundborg Biblioteker, at det bliver mere normale tilstande, og havde fredag sidst på eftermiddagen inviteret til releasefest for det nye efterårskatalog.

”Det er dejligt at vi nu kan mødes igen, det er et helt år siden at vi havde release på et program, vores forårsprogram udeblev jo grundet pandemien,” sagde biblioteksleder Jette Mygind i sin tale til de fremmødte, og fortsatte,

”I år har vi det største program nogensinde, som bl.a. også indeholder noget om Odsherred Teater, Museum Vestsjælland er med og så er der kommet de nye kulturpakker til ældre, så der er mange spændende ting, vi håber at det nye program bliver taget godt imod.”

Arrangementet var, i lighed med sidste år, flyttet ud i bibliotekshaven, hvor der ud over det nye flotte efterårskatalog blev budt på fællessang og kaffe/the og sandwich.

Kalundborgjournalist Sonja Husted Rasmussen fik æren af at klippe snoren så det nye katalog kunne afsløres for de fremmødte, og der var rift om at se det store katalog.

Det store efterårskatalog indeholder som sædvanligt, arrangementer for både børn og voksne, foredrag, musik, der er spændende artikler af Kalundborgjournalist Sonja Husted Rasmussen, som igen har beriget kataloget med spændende interviews og artikler om fx den afgående formand for Kultur og Fritid, Ole Glahn. Ole fortæller blandt andet til Sonja om hans politiske drivkraft gennem en lang politisk karriere. Man kan også læse artiklen om forfatter Kim Fupz Aakesson, interview med projektgruppen bag de nye Kulturpakker til ældre og meget mere.

LOF-Nordvestsjælland har fået to sider i kataloget med omtale af arrangementer der arrangeres i samarbejde med biblioteket, og så er der igen en række sider med de mange arrangementer som foregår i forsamlingshusene.

Release af efterårskataloget på de andre af kommunens biblioteker foregår i morgen lørdag den 21. august fra kl. 10-12. 

Billetsalget til de mange arrangementer og ture i kataloget åbnes først lørdag den 21. august. kl. 11.

Del