Det lille gule hus med de grønne skodder

Af journalist Sonja Husted Rasmussen

Vi passerer det, hver gang vi ankommer til Kalundborg øst fra, og når vi forlader byen igen. Og det var netop tanken med den centrale beliggenhed.

Bomhuset, acciseboden, consumptions boden (Kgl. Consumptionsordningsstation). Kært barn har mange navne, og det gælder også det lille gule hus med de grønne skodder ved indfaldsvejen til Kalundborg by fra Holbæk.

Adressen er Skt. Jørgenbjerg 1, og her har huset ligget siden 1796.

I Kalundborgs Historie bind 3, Byens Huse, får huset følgende skudsmål: Et væsentligt og karakteristisk hus ved sin beliggenhed på toppen af Skt. Jørgensbjerg. Der dryppes dog også lidt malurt i bægeret: ”Det distraherer lidt, at husets hoveddør ikke længere har nogen funktion, og at der ingen mulighed er for adgang til døren fra gadeniveauet.”

Huset blev restaureret i 1960, og siden har husets hoveddør ikke nogen funktion. Adgang til huset sker gennem en lille tilbygning mod nord, og derfor er den oprindelige indgangsdør i gadefacaden blændet og har udelukkende en dekorativ og fortællende funktion. Huset ligger hævet ca. 1 m over det nuværende gadeniveau.

Bygningen er fredet, og i en beskrivelse i Slots- og Kulturstyrelsens register over Fredede og Bevaringsværdige Bygninger i Danmark står der om husets kulturhistoriske værdi, at bygningens placering ved en af købstadens gamle grænser for enden af Kordilgade og nedenfor Møllebakken fortæller levende om tidligere tiders skatteopkrævning.

Som nutidens moms

Ved acciseboden opkrævede øvrigheden afgifter ved indførsel af særlige varer til købstaden, og disse afgifter kan sammenlignes med nutidens moms.

Selv om vejens niveau i dag er sænket i forhold til bygningen, er det tætte forhold til vejens forløb trods niveauforskellen bevaret og signalerer ifølge Slots- og Kulturstyrelsen husets tidligere funktion.

Bygningens arkitektoniske værdier ses i det velproportionerede eksteriør, anfører Slots- og Kulturstyrelsen og skriver, at indtrykket af den lave og relativt brede bygningskrop forstærkes af det teglhængte pyramidetag med det brede udhæng mod gaden: ”Ligeledes ligger der også arkitektoniske værdier i bygningens enkle materialevalg: Det gulkalkede murværk, grønmalede træværk og røde vingetegl.

Bomhuset blev opført i 1796 som erstatning for en ældre consumptions bod, der lå i Kordilgade 66.

Huset var i en årrække ejet af Kalundborg Kommune, og det er nu i privat eje. Det rummer en lejlighed.

Kommunen solgte bomhuset

Kommunen satte bomhuset til salg i 1999, og det blev solgt for højeste bud til Flemming K. Eriksen som bød 310.000 kr. Daværende formand for udvalget for teknik og miljø Lars Pedersen begrundede salget med, at private efter hans mening var mindst lige så gode til at passe på gamle bygninger, som kommunen er det.

Det var dog kommunens fortjeneste, at bomhuset eksisterer i dag. Omkring 1916 var en privat bygherre interesseret i at købe huset og ville – måske – rive det ned for at give plads til nybyggeri. Det fremgår af en artikel i Kalundborg Dagblad fra oktober 1916, som Kalundborg Lokalarkiv blandt mange andre avisartikler velvilligt har fundet frem. Det endte med, at Kalundborg Kommune købte huset. Det blev ombygget og sat i stand i 1921 og i 1960.

Flere acciseboder

Der var tidligere flere acciseboder i Kalundborg, så det ikke udelukkende var folk, der kom ind fra øst, der skulle betale told, men også folk fra nord og vest, der ville ind og sælge varer i købstaden.

Ved indkørslen til byen på hjørnet af Raaes Banke og Lundevej lå der frem til ca. 1850 en accisebod, hvor der skulle betales afgift af de varer, der skulle sælges på byens torve og andre steder.

Lundevej var nemlig i mange hundrede år indfaldsvejen fra Røsnæs.

Også ved Møllestræde lå der et bomhus, hvor folk fra Raklev skulle betale de lovpligtige afgifter. For at folk ikke frit kunne passere, spærrede en bom adgangen, og bommen ved Møllestræde hed Nørrebom. Toldbetjentene blev af indlysende grunde kaldt for posekiggere, og netop om det nordlige bomhus står der en sjov historie at læse i det historisk-topografiske værk Holbæk Amt fra 1933.

Bidragene til værket kommer fra, som der står, en kreds af stedlige medarbejdere, og beretningen om, hvad der skete ved acciseboden ved Møllestræde skyldes toldforvalter Jens F.A. Jensen, der blev ansat i Kalundborg i 1932.

Krybskytten med de dybe lommer

Toldforvalteren beretter, at der ved acciseboden ved Nørrebom en overgang var ansat en tolder, som var hadet på grund af hans emsighed, og det blev betragtet som helt naturligt at spille ham et puds.

Det gjorde krybskytten Ole Nielsen fra Tranemosen. Han betalte aldrig for det vildt, han kom med, for hans lange grøn- og rødstribede kofte med sølvknapper var forsynet med så store lommer i foret, at de kunne rumme et par harer og flere agerhøns.

Han hilste pænt på tolderen, der ikke anede noget om de dybe lommer og deres indhold.

Skattesnyd

En anden historie handler om en bonde fra Illerup, som flere gange var blevet grebet i forsøg på at smugle varer ind i byen i sin vogn. Han var altid sikker på en omhyggelig ransagning af vognen, men han tog hævn. Han fastspigrede halen af et kalveskind indvendig i vognbunden og lod den hænge bagud. Ved bommen blev han råbt an af tolderen, men lod som om han var døv. Tolderen sprang til og greb fat i kalvehalen, men bonden piskede på hestene, der løb ned gennem Møllestræde med vogn og hale og tolderen bagest.

Da vognen holdt, var der samlet en del nysgerrige, som så den ivrige tolder rode i halmen for at konfiskere det kalveskind, som han troede var der. Folk grinede hjerteligt af tolderen, da de fandt ud af sammenhængen. Tolderen gik slukøret tilbage, men i mellemtiden havde en hel karavane af grinende bønder passeret bommen uden at blive undersøgt – jo, også dengang krævede det fantasi og snilde at snyde i skat.

Præstekonen med skinkerne

En herlig historie verserer om en præstefrue, der kom kørende standsmæssigt til Kalundborg og på spørgsmålet, om hun havde noget at ”sise” (fortolde) svarede, at hun da havde de to skinker, som hun sad på.

Senere kunne hun fortælle, at hun havde siddet på to rigtige skinker, der nu lå velforvaret i køkkenet. Toldbetjentene havde ikke troet, at en præstekone kunne være så ligefrem, og de mistænkte ikke den fromme kvinde for smugleri.

Konsumptionen bortfaldt i 1851, og kun bomhuset på Skt. Jørgensbjerg minder om den tids form for skattevæsen.