Det kribler ved Gørlev Sø

Det kribler og krabler i Gørlev Sø. I hvert fald er betingelserne for at studere livet under vandoverfladen nu blevet helt optimale.

Det kribler ved Gørlev Sø
Det kribler og krabler i Gørlev Sø. I hvert fald er betingelserne for at studere livet under vandoverfladen nu blevet helt optimale for store såvel som for små.  Privatfoto

kontakt@tv-kalundborg.dk

Det kribler og krabler i Gørlev Sø. I hvert fald er betingelserne for at studere livet under vandoverfladen nu blevet helt optimale for store såvel som for små. 

Som en del af aktiviteterne Grønt område - Gørlev Sø har medlemmer af Danmarks Naturfredningsforening Kalundborg afdelingen med stor hjælp fra medlemmer af Gørlev Sportsfiskerforening samt Ågård Gods mange hestekræfter søsat en stor lækker krible-krable flydebro i søen.

”De to store flydepontoner er anlagt i søens nordlige ende, hvor vanddybden er lavest. I den sydlige del af søen har der været gravet tørv, så der er vanddybden betydeligt dybere - hvorfor vi ønskede børnene ledt op til den lavvandende del af søen. Adgangen til krible-krable flydebroen sker via et solidt landgangsfæste, og selv om det kan gynge lidt, kan hver ponton under broen bære 150 kg - og dem er der 6 af under hver platform,” fortæller Susanne Ladefoged, formand Danmarks Naturfredningsforening Kalundborg og medlem af Få det fikset aktionsgruppe i Gørlev.

Krible-krable broen har overvintret i laden på Ågård, hvor den har ventet på, at vandtemperaturen i søen blev tilpas til, at sportsfiskerne iført waders kunne bugsere flydepontonerne i søen fra isætningsstedet rundt om rørskoven til den endelige placering - og nu var tiden inde. Isætningen, bugseringen, etableringen og fastgørelsen forløb ved perfekt samarbejde gnidningsløst. 

Krible-krable broen er finansieret af VELUX Fonden til Danmarks Naturfredningsforening via midler fra puljen ”Grønt Guld”. Et partnerskab mellem VELUX og Danmarks Naturfredningsforening om at være aktiv i naturen.

”Med etablering af krible-krable broen og en snart kommende grejkasse med akvarier, fiskenet, lupper og informationsmateriale håber vi både, at kunne formidle kendskabet til livet under sø-overfladen samt give mange timers leg og læring til de små - mens forældre og andre besøgende nyder blikket ud over søen fra bænken ved broen. Krible-krable broen indgår som et element i det rekreative grønne område ved Gørlev Sø under Få det fikset Gørlev, som derudover omfatter to shelter med bål og  grillplads, et multtoilet og 161 meter Boardwalk. Lige nu ønsker vi os dog lidt mere vand i søen,” fortæller Susanne Ladefoged.

Den sidste  aktivitet i Gørlev Sø - grønt område en naturlegeplads er under opførelse. Man forventer, at kunne holde officiel indvielse sidst i juni måned.

”Alle aktiviteter er modtaget vel af borgerne og straks efter færdiggørelse, er hvert element taget i brug af besøgende i området, og sådan skal det også være. Vi har knoklet for at skabe et bynært tiltrækkende robust grønt område, hvor alle kan færdes og få en dejlig naturoplevelse samtidig med, at der tages hensyn til naturen,” slutter Susanne Ladefoged.

Del