Det går den rigtige vej på skolerne, men alt for langsomt

Det er langt fra alle skoler, der giver børnene den vigtige og nødvendige undervisning.

Det går den rigtige vej på skolerne, men alt for langsomt
Når man er barn eller ung, kan det nogle gange være noget af en mundfuld at overskue trafikken. Modelfoto: Rådet for Sikker Trafik.

gitte@tv-kalundborg.dk

Stadig flere skoleelever bliver undervist i færdselssikkerhed og lærer, hvordan de undgår at komme til skade i trafikken, viser en landsdækkende undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik. Men det er langt fra alle skoler, der giver børnene den vigtige og nødvendige undervisning.

Når man er barn eller ung, kan det nogle gange være noget af en mundfuld at overskue trafikken, hvor farten kan være høj, og hvor man skal færdes mellem biler, lastbiler, elcykler og knallerter. Derfor er det vigtigt, at skolerne underviser eleverne i trafiksikkerhed.

Kalundborg ligger ikke i top

Hvert år undersøger Rådet for Sikker Trafik og analysebureauet Epinion, hvor meget kommuner og skoler prioriterer arbejdet med at gøre børn og unge mere sikre i trafikken. Undersøgelsen viser, at fire ud af ti skoler (41 %) prioriterer at undervise eleverne i at kunne færdes sikkert på egen hånd på veje og cykelstier.

På www.sikkertrafik.dk/trafiktest kan man se, hvordan alle kommunerne har klaret sig i årets undersøgelse, herunder også Kalundborg. Undersøgelse er inddelt med point til kommunerne, hvor de der får flest point er mørkegrønne og har mellem 900 og 1000 point. De kommuner, der har fået færrest point er røde og ligger mellem 0-00 point. Derudover er der orange, mørk gul, lys gul og lys grøn. Kalundborg Kommuner er i 2024 markeret mørk gul med 363 point. I 2022 fik Kalundborg Kommune 323 point og i 2023 419 point.

Flere elever får vigtig undervisning

Rådet for Sikker Trafik har over flere år fulgt kommuner og skolers indsats på området. Og selv om der stadig er seks ud af ti skoler, der siger, at de ikke underviser alle elever i den mest elementære færdselsundervisning, så er der også gode nyheder i undersøgelsen.

I 2022 var det 30 % af skolerne, der gennemførte gå- og cyklistprøver for skoleeleverne samt lærte eleverne om risiko og adfærd i trafikken. Det tal er altså steget til 41 % i 2024. Dermed er der flere og flere elever, der har lært, hvad der er risikabelt på vejene, og som er blevet bedre til at træffe de sikre valg og forstå konsekvenserne, hvis de fx cykler afsted helt opslugt af deres mobil, dropper cykelhjelmen eller styrter på en tunet knallert.

Stor opbakning fra forældrene

Og blandt forældrene er der stor opbakning til, at skolerne prioriterer det her område. I en tidligere undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik svarer 95 % af forældrene, at det er positivt at skolerne underviser børnene i trafiksikkerhed.

“Vi har som forældre og samfund et fælles ansvar for at skabe hele og duelige borgere. Skolernes færdselsundervisning er et uundværligt supplement til den trafiktræning, som forældrene laver med børnene, og så er færdselsundervisningen ovenikøbet praksisnær og aktiv, så det er et spændende afbræk fra bøger, stile, tabeller og tyske verber. Derfor håber jeg, at endnu flere skoler husker denne vigtige samfundsopgave, så flere bliver sikre i trafikken og færre unge liv bliver slået i stykker på vejene,” siger Jakob Bøving Arendt, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.

En hjælpende hånd til skolerne

For at hjælpe skolerne med at få opprioriteret færdselsundervisningen, har Rådet for Sikker Trafik sendt anbefalinger ud til alle skoler og udviklet undervisningsmateriale, der er nemt og enkelt at inddrage i undervisningen.

“Vi ved godt, at det er krævende at stå i spidsen for en skoleklasse i dag. Så for at gøre trafikundervisningen tilgængelig for lærerne og udbytterig for eleverne, har Rådet for Sikker Trafik tilpassede materialer, øvelser og oplæg, der er tilpasset de enkelte klassetrin. Det skal gerne få alle skoler til at komme igen med færdselsundervisningen,” siger Jakob Bøving Arendt.

Fakta:

Det er vigtigt at klæde børn på med trafiksikre vaner gennem hele skoleforløbet. For når børn og unge begynder at færdes mere på egen hånd i trafikken, så stiger antallet af ulykker. De ti farligste år i trafikken for unge er fra de er 15-24 år, hvor de er klart overrepræsenterede i alvorlige trafikulykker.

Del