Det er os der vil forsvare naturen der burde være vrede.
Læserbrev: Det er os der vil forsvare naturen der burde være vrede
Det bedste forsvar er et angreb. Det kunne opleves ved kommunalbestyrelsesmødet i Kalundborg den 24/6. Jacob Beck V var rasende på undertegnede, min kære navnebror Niels Erik Sørensen V angreb Thomas fra SF helt umotiveret og Hanne Olsen A kaldte Hans Munk fra de radikale for snæversynet.
I virkeligheden er det os der vil forsvare naturen der burde være vrede. De personlige angreb vil jeg betegne som dårlig samvittighed, i det de lukker øjnene for det angreb på naturen som vandindvindingen er.
Lystfiskerne har brugt tusinder af kroner på at udsætte yngel og megen frivillighed i naturpleje. Desværre er det spildt, fordi store industrier skal bruge oceaner af vand og mere til. Kommunen skriver det selv, den økologiske vandkvalitet i Nedre Halleby å betegnes som dårlig. Folk kan ved selvsyn se hvor mudret åens vand er.
Kommunen arrangerede Tissøforum, som omhandlede vandindvindingstilladelsen. Det væsentlige var dog udeladt, om reglerne der foreskriver at der skal flyde en vis mængde vand i Nedre Halleby å. Borgerne kan ved selvsyn gå ind på kommunens hjemmeside under Tissøforum, her er der intet materiale fx fra DTU Aqua. Samtidig har det været svært, at få aktindsigt i kommunen, så man kan kun få det indtryk, at vandindvindingstilhængerne skjuler noget.
Desværre var der tilsyneladende ingen fra blå blok (her inklusiv S) der gad lytte til, at der er alternativer til indvinding af millioner af kubikmeter vand fra Tissø. Vandindvindingstilladelsen til 6,7 millioner kubikmeter vand fremstiller desværre Novo Nordisk, Novozymes og andre der bruger vand fra Tissø som virksomheder der ikke tager højde for bæredygtighed og ser stort på FNs Verdensmål.
Niels Erik Danielsen
Kommunalbestyrelsesmedlem, Enhedslisten