Det bliver et brag af et lokalopgør
De to lokale fodboldhold i Sjællandsserien, Raklev og Svebølle, møder hinanden lørdag eftermiddag kl. 14 på boldbanerne ved Røsnæshallen.
Af Jens Nielsen
Der er lagt op til den helt store fodboldfest i Raklev lørdag eftermiddag når Raklev og Svebølle møder hinanden i fodboldens Sjællandsserie, lokalt betegnet som Kontoret / Punkt 1 Ligaen.
De to lokale fodboldhold i Sjællandsserien, Raklev og Svebølle, møder hinanden lørdag eftermiddag kl. 14 på boldbanerne ved Røsnæshallen.
Der er ingen tvivl om, at det bliver et brag af et lokalopgør, begge hold er mere end opsatte på at vinde.
Henrik Nielsen fra RGI skriver op til lokalopgøret:
Sidste weekends skuffelse mod Tune blev evalueret umiddelbart efter kampen, hvor såvel trænerteamet som spillerne aftalte at kigge indad i weekenden, så ”tavlen blev visket ren”. Denne uge på træningsbanen har derfor haft fuld fokus på kampen mod Svebølle, hvor der er blevet trænet godt og alle er klar til weekenden.
Cheftræner Brian Kristensen har i optakten til kampen givet udtryk for, at ”vi er godt klar over, at vi har en dårlig statistik mod Svebølle de seneste sæsoner og flere af Raklev spillerne har ikke prøvet at vinde mod lokalrivalerne. Det er dog en ny kamp i weekenden og på et eller andet tidspunkt så vender resultatet og det kan lige så godt blive på lørdag, da vi har et super stærkt hold med stor selvtillid i denne sæson”.
Cheftræneren udtalte desuden, at ”spillerne vil give alt hvad de overhovedet har i sig på lørdag og om det er nok til at slå Svebølle, det er svært at sige, men på et eller andet tidspunkt så vil marginalerne være på vores side”.
Raklevs kamptrup er som trænerteamet gerne vil have det til lokalopgøret.
Det bliver uden tvivl intenst!
Svebølle har også brugt ugen til at forberede sig på lokalopgøret og Svebølletræner Jonas Thomsen siger:
”Raklev er startet sæsonen godt, men rendte ind i et stort nederlag i sidste weekend.
Vi har selvfølgelig et indgående kendskab til dem, og ved hvad de kommer med af styrker og svagheder.
Vi har notorisk haft godt styr på dem, og har de sidste tre gange vi har været på besøg i Raklev, vundet alle tre opgør.
Vi kommer derfor med masser af selvtillid og tro på tingene, og en klar gameplan for hvordan vi vil gribe kampen an. Det bliver uden tvivl intenst!
Vi har trænet godt i løbet af ugen, og fået flere spillere klar til opgøret, så vi glæder os ekstremt meget.
Med forhåbentligt en masse mennesker på lægterne, håber vi at levere en toppræstation, så vi kan tage de 3 point med hjem til Svebølle.”
Fodboldfest
Cafe Sønderjyden har stablet en familie - festdag på banen på lørdag når Svebølle kommer til Raklev.
Der er bl.a. gratis hoppeborg, gratis ansigts maling til børn, livemusik og masser fodbold, både formiddag og eftermiddag.
Kl. 14 bliver de 300 første besøgende endda budt på en gratis øl eller vand, så ingen tvivl om, at der bliver fest i Raklev i morgen lørdag.