Der ventes flere tusinde til Middelalderfestival i den kommende weekend
Der bydes på salgsboder, middelalder musik, teater, gøgl, ildshow og akrobatik, som afspejler det man kunne have mødt på en markedsplads i middelalderen.

Af Jens Nielsen
Forberedelserne til Kalundborg Middelalderfestival, der løber af stablen den 18. – 20. august i og omkring Højbyen i Kalundborg, er i fuld gang. I år fejres grundlæggelsen af Kalundborg i 1167 og opbygningen af højbyen.
Weekendens Middelalderfestival, som starter allerede fredag, er en historisk festival, som afholdes i og omkring Højbyen i Kalundborg. Første festival blev afholdt i 2015 og har siden kun vokset sig større. Derfor venter Museum Vestsjælland da også flere tusinde gæster i løbet af weekenden.
Festivalpladsen byder på salgsboder, middelalder musik, teater, gøgl, ildshow og akrobatik, som afspejler det man kunne have mødt på en markedsplads i middelalderen.
Festivalen finder sted lige der, hvor store betydningsfulde begivenheder fandt sted i middelalderen i og ved Højbyen i Kalundborg.
Blandt de mange spændende aktiviteter opføres et teaterstykke fire gange i løbet af weekenden. Det er foreningen Dei Gratia som står for den del.
Der bliver gratis adgang til festivalen alle tre dage.
Kalundborg Middelalderfestival er et samarbejde mellem Museum Vestsjælland, Kalundborg Kommune, præstegruppe og menighedsråd ved Vor Frue Kirke, lokale foreninger, lokalt erhvervsliv, lokale frivillige og velgørende institutioner.
Se det store program for Kalundborg Middelalderfestival - klik her