Der venter svære kampe på udebane
Af Jens Nielsen
De to lokale hold i fodboldens Sjællandsserie, det som lokalt betegnes som Kontoret / Punkt 1 Ligaen, RGI og SBI, spiller begge ude lørdag.
Svebølle skal på besøg i Såby mens Raklev tager turen til Tune IF.
Der venter lørdag formiddag en svær opgave for Svebølle på udebane mod rækkens tophold Såby.
I skrivende stund ligger Såby nr 1 i rækken, og derfor venter der utvivlsomt en svær opgave mod et rigtig godt spillende hold.
De har efter de første fem runder, den 2. bedste defensiv, og er samtidig rækkens klart mest scorende hold.
"Hele 18 gange har de fået netmaskerne til at blafre, så der venter lidt af en prøvelse for os," fortæller træner Jonas Thomsen, og fortsætter, "Det skal dog samtidig siges, at de har scoret og fået deres point mod 4 ud af de 5 nederst placerende hold. Så om billedet er helt retvist er nok for tidligt at konkludere.
Men alt andet lige, så ligger de nr 1, og vi skal derfor ramme et godt niveau, for at få noget med hjem.
Vi er klar til opgaven trods lidt skader, og vi går derfor benhårdt efter som minimum at få point med hjem."
Tager til Tune for at få 3 point
Raklevs næste kamp er på lørdag kl. 14 på udebane mod Tune IF, der sidste år sluttede på andenpladsen i Sjællandsserien.
Raklev har tidligere mødt Tune i serie 1, hvor det blev til uafgjort og et nederlag til Raklev. Raklevs hold er ifølge cheftræner Brian Kristensen et helt andet sted nu og glæder sig til at møde et Tune hold, der gerne vil spille offensivt og have boldbesiddelse, hvilket er en spillestil, der passer godt til Raklev.
Cheftræneren har i optakten til kampen givet udtryk for, at ”vi tager til Tune for at få 3 point og skal holde den nuværende stime med at være ubesejrede. Det skal holdet skal gribe an ved at spille offensivt og prøve at sætte sig på kampen. Spillerne er dog blevet fortalt, at de skal forvente, at Tune i perioder sikkert vil have bolden mere end Raklev, men med vores offensive spil ved vi, at vi er farlige og gode til at skabe målchancer”.
Cheftræneren forventer en god kamp med mål fra de to offensive hold, hvor det samtidig har høj prioritet, at Raklev bevarer den fulde koncentration i defensiven gennem hele kampen, hvilket er nødvendigt i Sjællandsserien.