Der skal et godt helbred til..... at være handicappet i Kalundborg Kommune

Læserbrev: Der skal et godt helbred til..... at være handicappet i Kalundborg Kommune

Der kom en mor

Dette indlæg handler om en mors kamp mod Kalundborg Kommune for at få en anstændig behandling af hendes handicappede søn. Hun besøgte mig en dag, og det blev til en lang snak om et meget frustrerende forløb, og om Kalundborg Kommune manglende forståelse og samarbejde, som betyder en dårlig behandling af hendes handicappede søn. En trist historie, jeg gerne vil dele for at sætte fokus på kvaliteten af Kalundborg Kommunes sagsbehandling. I dette indlæg vil jeg kalde de to implicerede for mor og søn, jeg er selvfølgelig bekendt med deres identitet.

Sønnen, som nu er en ung mand, er født med lidelsen ”Tethred Cord” (bundet rygmarv). Sygdommen gør, at han er kørestolsbruger og har behov for hjælp til stort set alle praktiske gøremål.

Mor oplever samarbejdet med kommunen som et fuldtidsjob og oplever dem ikke som støttende på nogen måder. Tværtimod. Sagsbehandlingstiderne er meget lange, og ofte skal tilbagemeldingerne fra Kalundborg Kommune ankes. Fx tog det mere end 1½ år, før familien fik bevilget den handicapbil, der er nødvendig for at sønnen kan komme til behandlinger i sundhedsvæsenet og lægebesøg og i det hele taget have et almindeligt socialt liv, som er vigtigt for især handicappede. Efter at have fået bevilliget bilen (efter en tur i Ankestyrelsen) skulle der gå yderligere 1½ år, før fliser til indkørslen blev bevilliget, en forudsætning for, at kørestolen kan køre ud til bilen. 15 måneder efter bevillingen af fliserne er de endnu ikke lagt, selvom det er flere år siden, familien første gang ansøgte om hjælp til en handicapbil. Familien rykker konstant Kalundborg Kommune, men intet sker.

Familien oplever, at de tilknyttede sagsbehandlere ikke selv kan tage stilling til ansøgninger og bevillinger, og alle godkendelser og afslag kommer fra ledelsen. Rigtigt mange sager fra Kalundborg Kommune er familien nødt til at anke, da kommunen giver afslag, men i Ankestyrelsen får familien efterfølgende medhold.

Her nogle eksempler på de udfordringer og uenigheder, der har været med Kalundborg Kommune:

• Sønnen har behov for en bestemt form for fysioterapi, og den nærmeste klinik med ydernummer ligger i Hvalsø. Der ligger en klinik i Kalundborg, der har specialiseret sig i lige netop den behandling, som sønnen har behov for. Desværre har klinikken ikke et ydernummer, og så vil kommunen ikke betale. Det betyder 2 x 45 minutter i bil tre gang ugentligt (der er i øvrigt pt. 6 måneders ventetid i Hvalsø, men det ændrer ikke Kalundborg Kommunes holdning). Familien står tilbage med følelsen af, at det for Kalundborg Kommune udelukkende handler om penge og ikke et spørgsmål om livskvalitet hos den handicappede borger.
• Sønnen har været på et tremåneders ophold på Hornbæk Center for Rygmarvsskader. Her vurderede læger, at han har behov for to armskinner til at sove med for at afhjælpe, at hans hænder ikke sætter sig i en indadvendt stilling (som man ofte ser det hos spastikere). Anmodningen sendes til Kalundborg Kommune, som afslår at godkende en bevilling til to armskinner og går således imod anbefalinger fra nogle af landets førende specialister med argumentet om, at soveskinner ikke betragtes som et hjælpemiddel! Så i stedet for, at fokus er på borgernes livskvalitet, virker det som om kommunen kæmper for at slippe for udgifter til handicappede borgere. Han har aldrig fået disse skinner.
• Efter et treugers ophold hos PTU i Rødovre (et Specialhospital, som tilbyder tværfaglig rehabilitering i form af behandling, træning, rådgivning, samtaler og undervisning) anbefales det, at sønnen bruger håndskinner, når han kører i kørestolen, idet det er for hårdt for håndleddene. Håndskinnerne får han efter syv måneders sagsbehandling og gentagne besøg fra Kalundborg Kommune. Sagsbehandleren (uden klinisk indsigt) vurderede nemlig, at hjælpemidlet ikke var nødvendigt.
• Den unge handicappede mand ønskede, som alle andre unge mennesker, at flytte hjemmefra og har lejet et hus. Mor flyttede ind i sin egen afdeling i huset, men dog under samme tag. Det resulterede i, at Kalundborg Kommune afviste alle ansøgninger i forhold til hjælp til rengøring, madlavning, praktiske gøremål og personlig pleje. Kommunens argument var, at ”det kan din mor jo gøre.” Det har nu betydet, at mor er flyttet og dermed ikke længere bor tæt på sin søn, som hun selvfølgelig gerne vil hjælpe og være der for. Men hun føler, at hun skader ham ved at blive boende, for det afskærer ham fra at modtage den hjælp, han har behov for. Efter mor er flyttet, er hjælpen blevet hævet med yderligere to timer ugentligt. Det eneste, familien ønskede, var at lave en fornuftig aftale med kommunen til gavn for alle og især selvfølgelig for sønnen.

Er det virkelig sådan en kommune, vi vil være? Er det måden at behandle en handicappet borger på?

Selvfølgelig ikke! Jeg forstår ikke, hvorfor Kalundborg Kommune ikke som udgangspunkt stoler på, at de lægelige anbefalinger og vurderinger, de får, er 100 % valide, og hvorfor man vælger ikke at stole på speciallægers anvisninger? Oveni er det kendt, at Kalundborg Kommune mangler sagsbehandlere, især de kvalificerede og uddannede indenfor specialområderne. Det virker som spild af i forvejen knappe ressourcer at gå imod specialister og dermed forhale sagsbehandlingen.

Kalundborg Kommune har, måske netop i et forsøg på at forbedre borgernes oplevelser, indført ”No wrong door”. Det er et projekt, der har til formål, at borgere skal føle sig hjulpet fra første kontakt og ikke møde en ”forkert dør” eller gå forgæves, når de henvender sig til kommunen. ”No wrong door” har, ifølge mor, ikke på noget tidspunkt virket efter hensigten, og de ellers positive hensigter er svære at få øje på, set med borgernes øjne.

Om lidt skal vi til kommunal- og regionsrådsvalg. Politikkerne står i kø med valgløfter, men det er mellem valgene, løfterne skal føres ud i livet. Kig på de siddende politikere og overvej, om de fortjener din stemme og fire år mere. Er det nu på tide med en ny ledelse og måske en omrokering af opgaver i kommunen? Måske er det tiden til, at vi skal kigge ud over kolonner og regneark og se på de mennesker, der har behov for hjælp i vores kommune.

Her er nogle gode råd fra mor og søn til Kalundborg Kommune i deres behandling af handicappede:

• Fokus på tryghed og anstændighed for borgeren
• Fjern al unødvendigt bureaukrati
• Giv borgeren frie valg uafhængigt af ydernummer
• Stol på henvisninger fra læger/klinikere (ingen yderligere sagsbehandling)
• Forfølg sagerne
• Nedbring sagsbehandlings- og ventetiden
• Få kvalificerede sagsbehandlere

Personligt har både jeg selv og min nærmeste familie haft oplevelser med Kalundborg Kommune omkring bevillinger af både psykologisk og socialpædagogisk hjælp efter henvisning fra egen læge. Bevillinger, der eksempelvis er blevet afvist og erstattet af 4 x 40 minutters voksensamvær, som i dette tilfælde blev med en mentor, der opgav, fordi opgaven var for svær, og her lod Kalundborg Kommune sagen strande. En anden sag handler om en kørestolsbruger i familien, der gerne ville have en letvægtskørestol. Den kunne ikke bevilliges fra kommunen, på trods af, at loven foreskriver, at borgeren havde ret til at få den bevilget. Vi endte med at købe kørestolen selv, for det er alt for opslidende og spild af tid at tage det til Ankestyrelsen. Men så fik Kalundborg Kommune jo nok det, de gerne ville i deres regneark, nemlig ingen udgifter!

Brug din borgerret – stem til både kommunalvalg og regionsvalg den 16. nov – En konservativ stemme, er en stemme der arbejder for at få mindre system og mere borger og ikke mindst ”FRIHED TIL AT VÆLGE”

Jeg vil gøre mig så umage og kæmpe for det nære sundhedsvæsen i yderkommunerne. Vi mangler praktiserende læger, speciallæger og flere andre ambulante funktioner.

Med venlig hilsen

Helle Laursen Petersen

Konservativ opstiller til Regionsrådet

Nr 2 på den Konservative liste