Der kan forekomme ustabil varmeforsyning

Selvom der sættes stærkt ind for at kunderne forsat har varme, kan der forekomme udsving i varmeforsyningen.

Der kan forekomme ustabil varmeforsyning Der opstilles mobile varmecentraler flere steder i byen når der lukkes for fjernvarmen fra Asnæsværket. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Der kan forekomme ustabil varmeforsyning i uge 30 når Asnæsværket skal udskifte tre store ventiler. Der opsættes mobile varmekedler flere steder mens arbejdet pågår oplyser Kalundborg Forsyning.

Asnæsværket skal udskifte tre store ventiler/hurtiglukkere på fjernvarmetransmissionsledningerne (de store grønne rør som ses flere steder langs vejene). Ventilerne er svejset fast på rørene, så en stor del af fjernvarmenettet skal tømmes for vand for at udskiftningen kan foretages. Det betyder, at der vil være lukket for den varme som kommer fra Asnæsværket, oplyser Kalundborg Forsyning i en pressemeddelelse.

Kalundborg Forsyning leverer i stedet fjernvarme fra deres varmepumpe i den periode udskiftningen foregår. Samtidig opsættes der mobile kedler ved Hestehavebakken/Røsnæsvej og forsyningen starter også deres kedel i Højbyen.

Selvom der sættes stærkt ind for at kunderne forsat har varme, kan der forekomme udsving i varmeforsyningen. Det betyder, at kunderne kan opleve en ustabil varmeforsyning til radiatorerne og det varme vand i uge 30. Varmepumpen og kedlerne kan ikke levere den samme mængde tryk på det varme vand, som Asnæsværket kan, og derfor kan kunderne måske opleve at varmeforsyningen er ustabil.

Kalundborg Forsyning beklager de gener dette måtte medføre, og håber på en dejlig varm uge 30, og at renoveringen går efter planen.

Renoveringen foregår i uge 30, og kunderne kan opleve en ustabil varmeforsyning fra mandag den 25. juli kl. 20.00, til torsdag den 28. juli kl. 22.00. Det påvirker det varme vand og varmen i radiatoren. Der er stadig koldt vand.

Del